Mediernes rolle i #PizzaGate

[NB: Følgende indlæg er forfattet før historien om den bevæbnede mand, der trængte ind på Comet Ping Pong-pizzeria, ramte medierne]

Formålet med denne blog er (som beskrevet i første post) at etablere et rum for løbende kommentarer på den verserende #PizzaGate-sag, der har brilleret med stor tilstedeværelse på nettet, i form af blog-posts, reddit-tråde, 4chan-diskussioner, Youtube-videoer, tweets og nyhedsartikler fra de såkaldte 'alternative medier' (internet-medier) den sidste lille måneds tid.

I skærende kontrast til #PizzaGates markante tilstedeværelse på nettet står de etablerede medier (trykkepressen, TV og traditionel radio + deres outlets på internettet), der stort set ikke har givet sagen nogen dækning overhovedet.

Hvorfor eksisterer denne opdeling?

*

Den eneste hidtidige omtale af #PizzaGate i den gamle presse består i en lille håndfuld artikler (New York Times, Washington Post, BBC) der alle anlægger den samme vinkel på stoffet: At det er et åbenlyst og omfattende eksempel på produktionen af de såkaldte Falske Nyheder, som megen af debatten i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg har drejet sig i retning af i mediernes mainstream.

Et åbenlyst bud på opdelingens berettigelse kunne altså være, at #PizzaGate simpelthen ikke lever op til de journalistiske standarder, som de 'almindelige' medier håndhæver, og som ikke eksisterer på samme måde på nettet.

*

LINKS:

BBC

New York Times

Washington Post

[NB: Den oprindelige #PizzaGate-historie fra Washington Post er tilsyneladende blevet taget offline. Ovenstående inkluderer de seneste nyheder om den bevæbnede mand, der trængte ind på Comet Ping Pong]

*

Konklusionen at der skulle være tale om et klokkeklart tilfælde af Falske Nyheder, falder selvsagt dem for brystet, der hidtil har investeret et utroligt arbejde i at afdække #PizzaGate: Nemlig de mange små, ofte selvfinansierede medier, blogs, Youtubere og alskens 'uafhængige researchere' (dvs. individuelle personer, der deltager i debatten og 'afdækningsarbejdet').

Disse føler ikke at #PizzaGate bliver behandlet med den alvor, som sagen i deres øjne fortjener.

De bliver vrede, og om man personligt tror på #PizzaGate eller ej, så er det en psykologisk forståelig reaktion. I lyset af den enorme alvor og dedikation, som mange af #PizzaGaterne (#PGerne) behandler sagen med, er en blank afvisning af sagens legitimitet svær at sluge. De føler at man end ikke gider gøre et halvhjertet forsøg på at sætte sig ind i sagen.

Den resulterende skepsis overfor Mainstream Mediernes (MSM) dækning og (manglende) reaktion på materialet er imidlertid ikke bare forståelig. Den er også forudsigelig.

*.

MSMs manglende vilje til at tage #PGerne og deres arbejde alvorligt kommer ikke som en overraskelse for de fleste #PGere, der for manges (sandsynligvis langt størstedelens) vedkommende ikke har nogen tillid til MSM alligevel.

At MSM ignorerer det, som #PGerne finder vigtigt, er med andre ord ikke noget særegent for #PizzaGate: Noget tilsvarende har fundet sted mange gange før.

Navnlig i forbindelse med det netop overståede amerikanske præsidentvalg, hvor mange følte sig fremmedgjorte overfor den entydigt kritiske linje, der blev kørt overfor Donald Trump i MSM.

Omvendt så vi i samme forbindelse, at mange af de alternative medier og online-miljøerne omkring dem var mere Trump-venligt stemte, og generelt kommenterede valget ud fra en helt anden verdensforståelse end MSM.

Her rettede den entydige kritik sig omvendt imod Hillary Clinton og staben omkring hende, som man med nogen ret hævdede fik en priviligeret behandling i MSM.

En påstand som vel at mærke blev voldsomt sandsynliggjort under henvisning til en række af de lækkede John Podesta-mails, der blev offentliggjort af Wikileaks i løbet af valgkampen. Her fik man nemlig indblik i et overraskende intimt forhold mellem Clinton-kampagnen og mange repræsentanter for MSM.

I kraft af valgets (i MSMs forståelsesramme) overraskende udfald har de små medier vundet meget i kredibilitet.

Disse vurderede Trumps chancer for gode, og rapporterede generelt på baggrund af helt andet stof end MSM (der udover John Podestas mails bl.a. inkluderede James O'Keefes omfattende infiltration af den Demokratiske kampagne med skjult kamera og de resulterende internet-videoer, der gik under navnet Project Veritas).

De alternative medier har momentum, og dette skyldes i høj grad en generelt dalende tillid til MSM. En mistillid der vel at mærke ikke er grebet ud af det blå, men begrundet på et troværdigt kildemateriale.

*

Skepsis overfor MSMs generelle troværdighed er intet nyt fænomen. Den har dog været stejlt stigende over de sidste mange år (særligt i 2016), og denne stigning korrelerer antageligt med internettets udbredelse og voldsomt stigende popularitet i den samme tidsperiode.

Internettet har løbende åbenbaret sig som stedet, hvor den utilfredse medieforbruger søger hen, når han definitivt har fået nok af MSM, og denne trend har efterhånden nået et stade, hvor internetmedierne er begyndt at vinde større indflydelse på diskursen.

Det så vi som allerede nævnt ved det amerikanske præsidentvalg: Store dele af Donald Trumps kommunikations-strategi blev konstrueret omkring appellen til følelser og overbevisninger, der var vidt udbredte og artikulerede i den alternative presse og på nettet, men som stort set ikke fik nogen omtale i MSM.

Resultatet blev en dækning, hvor Trump kom til at fremstå som verdensfjern løs kanon i MSM, da MSM nægtede at tage de perspektiver alvorligt, som Trump appellerede bevidst til, og som var righoldigt til stede på nettet. Dermed så det ud som om, at Trump var en kandidat der konstant greb vilde historier og anklager ud af den blå luft.

Valgresultatet viste således at overraskende mange amerikanere ikke kunne genkende MSMs vinkling, og derfor ikke tog den synderligt alvorligt.

Hvis de havde gjort det, ville de nemlig ikke have stemt på Donald Trump.

*

Som platform har internettet vist sig utroligt ydedygtigt i forhold til at imødekomme et latent marked for medieprodukter designet til en mere personligt orienteret medieverden, der i fugleperspektiv bærer præg af pluralisme og DIY-ethos på den ene side, og total kaos og uregerlighed på den anden.

Mange foretrækker efterhånden denne medieverden frem for den traditionelle.

Derfor er det relevant at overveje, hvad det er netmedierne tilbyder, som MSM tilsyneladende ikke gør. Hvorfor er det, at mange mennesker begynder at søge væk fra MSM, og er det en god eller en dårlig ting?

Hvad er det for en type materiale, som de små medier gerne vil rapportere på, og som de store medier omvendt undlader at nævne med mere end få skeptiske ord? Hvorfor eksisterer der denne forskel imellem dem, og hvorfor appellere MSM til nogle, og de alternative netmedier til andre?

I kontrast til den polerede og (over)producerede traditionelle medieverden ser mange af internettets medie-producenter og -forbrugere internettets medieudbud som et mere virkelighedsnært alternativ til MSM, der i deres øjne er gået til i form-over-indhold, manipulerende materiale og uigennemskuelige bagvedliggende motiver.

De mener øjensynligt at der er mere interessant og relevant stof at finde i de alternative medier end der er i MSM.

*

Dertil kommer en bestemt og (har det vist sig) overraskende bredt appellerende feature ved internettets medie-udbud, som MSM ikke har vist sig i stand til at konkurrere effektivt med hidtil: Nemlig den direkte mulighed for interaktion med stoffet.

På nettet er du ikke bare en passiv forbruger, men også potentiel medskaber af nyhederne:

*Du kan kommentere historier med øjeblikkelig publikation (i stedet for den traditionelle, mere langsommelige læserbrevs-model).

*Du kan dele stof via de sociale medier som Facebook og Twitter, og således aktivt opfordrer andre til at forholde sig til præcis det materiale, som du vælger at dele.

*Og endelig kan du tage skridtet fuldt ud, og starte en blog, eller din egen Youtube-kanal, og promovere dine egne synspunkter.

Det hele er tilmed gratis.

Kravene man skal opfylde for at deltage er få og små: Du skal bare kunne skrive så det kan læses og besidde en minimal indsigt i brug af nettet, så kan du starte en blog. Og hvis du vil være Youtuber behøver du ikke andet end et hæderligt videokamera, og den slags findes allerede indbygget i mange almindelige telefoner og computere i forvejen.

Det er altså ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt forbrugeren har mulighed for at prøve sig selv af i medierne, som det er et spørgsmål, om han har lyst til det. Forbrugeren er allerede good to go i forhold til at tage skridtet og blive producent.

*

Afstanden imellem forbruger, produkt og produktion er således meget lille i den alternative medieverden. Meget mindre end i nogen hidtil kendt medieform.

Afstanden imellem MSM og forbruger er omvendt meget stor. Der er et stort produktionsapparat, journalister og 'stjernerapportere', dyrt udstyr, professionelt mandskab, og ikke mindst nogle (mange) penge der skal finansiere hele molevitten.

Der er en hel organisationsstruktur der står imellem produktet, forbrugeren og producenten.

Den omfattende organisationsstruktur gør alt andet lige nyhedernes tilblivelsesproces til en mere kompleks og uigennemskuelig affære i MSM, end det gør blandt en gruppe som eksempelvis #PGerne.

Dertil kommer at du enten skal arbejde meget hårdt og længe, eller have forbindelserne i orden, hvis du som forbruger gerne vil have en fod indenfor i den traditionelle MSM-verden, og udøve indflydelse den vej rundt.

For mange er det lukket land.

Det er den alternative medieverden ikke.

Alle kan i princippet blive #PizzaGatere (#PGere) eller tilsvarende hvis de har lysten og evnerne til det. Det betyder intet hvilket netværk du har - bare du har en netforbindelse.

*

I tilgift til at mange medie-forbrugere føler sig udelukkede fra MSM-verdenen i udgangspunktet, kommer også spørgsmålet om pengene.

De større omkostninger ved MSMs produktion af nyheder, reportager, analyser, dokumentarer og debat-programmer, de mange ansatte og størrelsen på virksomhederne bag, får mange til at spørge sig selv, hvor alle pengene kommer fra, og hvorfor de økonomiske bagmænd vælger at investere som de gør, og ultimativt om disse interesser har en indflydelse på stoffets troværdighed (hint: Det har det).

Mange af de mennesker, der bidrager til internettets kaotiske medie-underskov har ikke nødvendigvis så meget til fælles indbyrdes, men hvis der er en ting der binder dem alle sammen, så er det en enorm skepsis overfor MSM, hele den verden og økonomi som MSM repræsenterer, og en utryghed overfor spørgsmålet om de bagvedliggende motiver: Om MSM faktisk har en interesse i, at fortælle den sande historie.

Man er altså generelt enige om, hvad man er imod i den alternative medieverden. Man er dog knap så enige om, præcis hvad man står for.

Derfor er det egentlig også lidt upræcist når vi taler om 'internetmedierne' som om der var tale om én uniform størrelse.

Eller som det infamøse hacker-fænomen Anonymous' 'slogan' lyder (Mark 5:9)

My name is Legion, for we are many.

Nogle er meget højreorienterede, andre er meget venstreorienterede, mange er libertarianere, andre er kristne, nogle er formentlig anarkister, mens andre er nærmest arketypiske 'helt almindelige mennesker', der bare føler trang til at dele deres eget perspektiv.

Der er selvfølgelig også mange konspirationsteoretikere. Men der er også mange, som ikke er det.

Der er tale om en ufatteligt mangfoldig 'gruppe' af forskellige små bevægelser og individer, der ikke nødvendigvis er enige om så meget andet end, at MSM - og alt det som MSM repræsenterer - har fejlet.

*

For at forstå et fænomen som #PizzaGate bliver man nødt til at forstå, at folkene bag afdækningen af #PizzaGate (#PGerne) som minimum har en betragtelig (og for mange endog total) skepsis overfor MSM. De tror stort set ikke på ét ord fra de kanaler.

De ser det som propaganda.

Hvad end de implicerede #PGere ellers måtte mene om dette og hint, så har de som minimum antipatien overfor MSM til fælles.

Den kolde luft går selvfølgelig også den anden vej (som kold luft jo gør). MSM forholder sig ofte overmåde skeptisk overfor den nye medieverden på nettet, og behandler den mere eller mindre konsekvent som en potentiel trussel fremfor en eventuelt allieret.

Det er den foreløbige MSM-vinkling på #PizzaGate da også bare endnu et eksempel på. MSM er i det store hele ikke villige til, at anerkende #PGernes eksistensberettigelse som legitime journalister og 'researchere', og derfor overvejer de end ikke at tage sagen om #PizzaGate alvorligt.

*

Internettets medier er ofte langt mere 'intime' og personlige (nogle vil sige amatør-agtige) i deres udtryk, og de er som regel drevet mindst lige så meget (hvis da ikke mere) af entusiasmen og det personlige engagement hos skaberne end af betydelige monetære interesser.

Dette er for MSM mere end rigelig grund til, ikke at tage de nye medier alvorligt. De er jo uprofessionelle.

Alle kan sige hvad som helst, og det er ofte svært at gennemskue de bagvedliggende motiver. Ind imellem virker det som om, at skellet mellem sandt og falsk ikke betyder noget overhovedet.

Disse indvendinger er ikke 100% urimelige. Det er sandt at de nye medier i sagens natur er utroligt subjektive, og at producenten ikke altid skelner klart imellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er personlige holdninger.

Det er essentielt at huske på dette forbehold for enhver, der for alvor dykker ned i de alternative medier i håb om, at opdage noget der er sandfærdigt. Alting er bestemt ikke hvad det giver sig ud for at være. At tro andet er naivt.

Omvendt er MSM dog gennemsyret af nogle betragtelige pengesummer, og dertil kommer også de mange veldokumenterede personlige forbindelser imellem toppen af MSM og de politikere, embedsmænd og erhvervsfolk som MSMs journalistiske arbejde ofte drejer sig om.

Selvom MSM altså unægteligt fungerer mere professionelt end internetmedierne, så er dette ingenlunde en tilstrækkelig grund til at formode, at MSMs egne motiver for at anlægge en bestemt dækning er transparente af den grund.

Snarere tværtimod.

Det er ofte langt sværere at gennemskue, hvor MSM taler fra (og hvilken sag de taler for) end det er at regne ud, at en enlig halvfuld redneck der taler om racepolitik i et webkamera bare er én person, der udtrykker sin egen holdning, og intet andet.

Selvom det sidste eksempel selvfølgelig er karikeret, er det ikke grebet ud af det blå. Meget internet-journalistik og -analyse er rent faktisk baseret på præcis det samme simple princip (omend det analytiske niveau overraskende ofte ligger langt over hvad man måske kunne forvente): En enkelt gut der taler i en mikrofon. Stille og roligt. Måske nogle billeder.

Det er det. Mere skal der ikke til.

Selvom anklagen om manglende troværdighed og journalistiske standarder altså er værd at tage med, må vi huske på at man snildt kan rette nogle andre, men principielt tilsvarende anklager imod MSM.

Samtidig må vi huske på, at MSM repræsentere en verden der føler sig truet på både indflydelse, økonomi og eksistensberettigelse af den nye medieverden.

Hvor meget af MSMs kritik af de nye medier, der er begrundet i oprigtig bekymringer om stoffets troværdighed, og hvor meget der stammer fra mere pragmatiske forretningsinteresser, må således forblive et åbent spørgsmål.

Kunne den entydige kritiske vinkling ikke også rumme elementer af, at internetmedierne simpelthen udbyder et medie-produkt, som MSM har vanskeligt ved at konkurrere med?

Det kan for mig at se ikke udelukkes, at MSMs fokus på Falske Nyheder på nettet ikke kun stammer fra en ren bekymring over manglende journalistiske standarder, men også er et forsøg på at genopfinde deres eget brand (/egne brands).

Det ville også være naivt at undlade at tage denne overvejelse alvorligt.

*

"Real news deserves real journalism. Subscribe to The New York Times. 50% off for 52 weeks."

-Reklame for New York Times (set på Facebook)

*

Internettets medier har følgende kvaliteter frem for MSM: Det er billigt, hurtigt og nemt at producere materiale, og du kan indgå i aktiv udveksling med andre forbrugere og med producenterne selv, og dele dine tanker og (foreløbige) konklusioner og kommentarer øjeblikkeligt

Du kan endog selv supplere med materiale, hvis du har lyst, tid og/eller synes det er nødvendigt.

I modsætning hertil er MSM en omkostningsfuld operation: Produktionerne tager længere tid og MSMs muligheder for at orkestrere og videreformidle en levende debat er derfor også mere begrænsede.

Dertil kommer hele udvælgelsesproceduren, hvor MSM nødvendigvis må prioritere taletiden hos visse meningsdannere, og eksperter over andres, grundet det tunge, centraliserede produktionsapparat og den således indstiftede produktionskultur.

MSM kan simpelthen ikke fungere uden sådan en indbygget udvælgelsesproces, og dette influere uundgåeligt på MSMs narrativer.

På den bane fremstår MSM på mange måder noget gumpetunge i sammenligning med de mere fleksible nye medier. Her er udvælgelsesprocessen nemlig outsourcet til forbrugeren.

Du kan i princippet finde alle perspektiver repræsenteret på nettet, men du skal selv gøre en indsats for at finde dem. Til gengæld er dit valg 100% frit. Der er ingen der fortæller dig, hvem der er eksperter, og hvem du ikke kan stole på. Det må du selv finde ud af.

Og alle disse små og store eksperter er tilsyneladende beskæftigede i døgndrift med at producere nyt materiale, der repræsenterer lige præcis deres perspektiv på nyhederne parallelt med at de udvikler sig.

MSMs svaghed er dog også deres styrke: Grundet netop det uniforme produktionsapparat har MSM den store fordel frem for den konkurrerende pluralitet af små medier, at én stor historie der virkelig er 'breaking', og som kan leve længe og godt i MSM-universet, uden problemer overdøver alle forsøg på alternative vinklinger i undergrunden.

Det kræver tid at køre det store skyts i stilling, men når først det står der, kan der bombarderes intenst og effektivt i én retning uden ophør med en enorm kraft.

MSM kan med andre ord stadig præstere den massive dækning på en måde, som de små medier ikke kan hamle op med.

En presserende enkeltsag af stor national interesse (som f.eks. et terror-angreb eller et celebert dødsfald) vil derfor i sagens natur være langt mere modtagelig for MSM, når det kommer til at definere begivenhedens betydning og implikationer, og stemple denne fortolkning ind i den brede folkelige bevidsthed.

*

Summa summarum:

Selvom den generelle tillid til MSM er dalende, og har været det i mange år, så er der relativt og realistisk talt nok stadig flere mennesker, der nærer tillid til MSM, end der er folk, der nærer tillid til internetmedierne set over en bred kam.

(I hvert fald hvis vi betragter den vestlige verden som en hehed. I tilfældet USA er det mere tvivlsomt. En stor Gallup-undersøgelse viser, at mindre end en tredjedel af amerikanerne stoler på MSM).

Udviklingen over de sidste år har imidlertid ikke været til MSMs fordel, og alene det sidste år har de lidt to store nederlag på troværdigheden.

Udover Trumps triumf i USA har britternes Brexit tilføjet MSM stor skade.

Så godt som alle repræsentanter for den gamle medieverden viste sig at tage fejl i deres skråsikre forudsigelser. Deres analyser var uholdbare, og det efterfølgende resultat efterlod ingen i tvivl om det faktum.

Omvendt så vi ved samme lejligheder et boom i de alternative medier på nettet, der i begge tilfælde brillerede med både mere og bedre materiale end nogensinde før.

Resultaterne gav kredibilitet til de små mediers ydeevne ifht. at producere god journalistik og politisk kommentar. Mange forbrugere så, at de små mediers forudsigelser kunne stemme bedre overens med virkeligheden end dem, der var at finde i MSM, og den slags gør indtryk.

Jeg vurderer (bl.a.) #PizzaGate som det seneste og hidtil mest ambitiøse forsøg fra de alternative mediers side på, for alvor at blive dagsorden-sættende. Dette er et perspektiv på sagen, som man ikke kan tillade sig at ignorere.

*

Når jeg dækker #PizzaGate på denne blog, er der således flere årsager til det:

For det første den åbenlyse spænding i at følge udviklingen i en sag, der er mere surrealistisk og grotesk end nogen sag jeg mindes at have været vidne til i min egen livstid: Hvad er sandhed, og hvad er spekulation? Finder #PGerne ultimativt en smoking gun? Eller er det hele bare projektioner, ammestuesnak, og én fjer der bliver til 10.000 høns?

For det andet er der imidlertid også en Meta-Medie historie gemt i #PizzaGate: Nemlig en historie om en alternativ medieverden - repræsenteret ved #PGerne - der udfordrer MSM på en historie, der er så spektakulær, at MSM vil lide (endnu) et stort nederlag på troværdigheden, hvis der viser sig at være bare en flig af sandhed bag anklagerne og spekulationerne.

Her har vi måske at gøre med det største potentielle nederlag for MSM ind til nu: Måske endog et fatalt nederlag, der får den allerede dalende tillid til at forsvinde helt.

Hvem ved? Det er langt fra sikkert, men det er værd at holde sig in mente.

*

Omvendt kan #PizzaGate også risikere at udvikle sig til en gigantisk ydmygelse for den alternative medieverden, hvis det viser sig, at sagen ikke har noget på sig.

Selvom det langt fra er alle internetmedier, der beskæftiger sig med #PizzaGate, kan vi nemlig være temmelig sikre på, at de alle kommer til at bøde for det, hvis #PGerne viser sig at tage totalt fejl.

Sagen kan nemlig være potentielt livstruende for den alternative medieverden på nettet som sådan.

Det er faktisk hele dennes principielle eksistensgrundlag det drejer sig om, hvis man tænker en smule over sagens implikationer.

*

Dette skyldes netop, at den kamp mod de tidligere nævnte Falske Nyheder, der bliver advokeres i store segmenter af MSM, er overordentlig oplagt at harmonisere med en række politiske tiltag i retning af, at gribe aktivt ind overfor Falske Nyheder på nettet i form af moderation og censur (som vi kender det i Kina).

Når MSM taler om Falske Nyheder taler de således også for en bestemt politisk sag: En sag der vil være til åbenlys ulempe for netop de internet-baserede medier og hele den verden af 'uafhængige researchere', der står bag sagen om #PizzaGate (og andre).

Hvis #PizzaGate viser sig at være en and vurderer jeg derfor, at sagen med stor sandsynlighed vil komme til at fungere som et fremtidigt våben for MSM, som vil bruge den målrettet til at bringe de alternative medier i miskredit.

For det første vil sagen være et scoop for MSM, fordi de kan referere til, at de aldrig lod sig narre. Dermed kan de genvinde meget af den troværdighed, som pt. glider ud mellem fingrene på dem, og hævde sig selv som den sande standard for journalistisk metodik.

Og for det andet vil en falsk #PizzaGate-sag altså passe som hånd i handske for de politiske kræfter, der ønsker at introducere mere overvågning og censur på nettet.

Det er disse tråde der væver sig sammen i MSMs vinkling om, at der er tale om Falske Nyheder, og begge ting til sammen tror jeg vil være nok til at knuse det spirrende økosystem af net-medier fuldstændig - eller i det mindste sætte det meget langt tilbage.

*

#PizzaGate er qua sagens spektakulære anklager og mildt sagt foruroligende implikationer en sag, der er dømt til at vække bredere opsigt før eller senere.

Enten vil man huske sagen som et af de mest fatale og alvorlige svigt fra myndighedernes og mediernes side nogensinde - eller også vil #PizzaGate blive iscenesat som et af de mest kyniske og forstyrrede propagandistiske revolutionsforsøg nogensinde med store menneskelige konsekvenser til følge

I sidstnævnte tilfælde vil #PizzaGate blive udråbt som et uomtvisteligt symbol på, hvor stor en fare Falske Nyheder udgør, og hvor stor nødvendigheden af en vis grad af web-censur er.

Det vil blive fremhævet kraftigt hvor meget de implicerede såsom James Alefantis (og ikke mindst medarbejderne på hans pizzeria) har lidt på et personligt plan. Denne narrative tråd er allerede blevet taget op, som vi ser i de ovenfor linkede artikler.

Dertil vil vi blive mindet om, at det jo kunne ske for os alle sammen.

Vi kunne alle blive ofre for en hovedløs heksejagt funderet på intet andet end frygt, vrede og projektion, som via internettets muligheder for lynhurtig kommunikation vokser sig til direkte person-udslettende chikane på ingen tid. Alle kan i princippet blive ofre.

Dette er et potentielt meget stærkt argument for censur og redaktion.

*

Men hvad nu hvis #PizzaGate viser sig faktisk at have noget på sig?

Ja, så er der ingen der ved hvad der kommer til at ske.

Vi kan dog som minimum regne med, at det vil placere ikke bare MSM, men også en lang række magtfulde politikere og embedsmænd i en temmelig vanskelig situation. Og hvem ved, hvordan de qua deres magt og indflydelse så kunne finde på at reagere?

Lige meget hvilken vej sagen svinger, er der tale om potentielt dramatiske konsekvenser for de involverede parter.

Dette er én af grundpræmisserne for min udforskninge af #PizzaGate-fænomenet på disse sider: At jeg i første omgang ikke ved, hvad der er sandt og falsk i sagen, men at jeg til gengæld mener at kunne argumentere rimelig overbevisende for, at der er noget meget alvorligt på spil for alle involverede spillere, lige meget hvad der så viser sig at være tilfældet.

Min hypotese bliver derfor, at de alvorlige implikationer har alt at sige i forhold til hvordan sagen bliver dækket (eller ignoreret) fra de forskellige sider. Alle vil forsøge at dreje sagen til deres egen fordel (eller måske snarere: for at undgå deres egen ulykke). Alle parter har meget investeret i #PizzaGate.

Det interessante spørgsmål er nu, hvis' fordel der er bedst forenelig med sandheden.

*

Som du nok forstår, er det meget vigtigt for mig at understrege (igen og igen), at jeg ikke selv er nået til nogen endelig dom over sagen overhovedet.

Der er stadig for lidt materiale at forholde sig til, og det materiale der cirkulerer er langt fra altid af lige høj kvalitet. Det er meget vanskeligt at konkludere noget entydigt på baggrund af.

Jeg synes langt fra altid at #PGernes sag er ligeså vandtæt, som nogle af dem selv synes at tro, at den er.

Alligevel vurderer jeg at noget af det materiale, der faktisk er blevet præsenteret, er tankevækkende nok til, at #PizzaGate ikke bør udelukkes totalt.

Der er blevet afdækket nogle få, men (tilsyneladende?) stærke og alvorlige forbindelser og sære sammentræf. Dertil kommer en enorm mængde materiale, hvor fortolkningsmulighederne er ambivalente (mildt sagt).

Derudover er der tydeligvis nogle, der arbejder målrettet med sagen på en måde, der gør det problematisk at tale entydigt om ren amatør-efterforskning, selvom meget andet materiale synes at pege i den retning.

Der er stor niveau-forskel på de forskellige input, der holder sagen i live.

Den oprindelige #PizzaGate-tråd postet til Reddit af u/DumbScribblyUnctious er tydeligvis resultatet af et grundigt stykke arbejde.

Men samtidig er der også den forventelige mængde løse rygter og ammestuesnak at tage hensyn til. Den slags vil uundgåeligt opstå omkring sager af #PizzaGates karakter.

Alting er et stort virvar, og vi kan derfor hverken behandle #PizzaGate som en ren amatør-forestilling eller som en professionel efterforskning. Begge elementer synes nemlig at være til stede, og jeg finder det uansvarligt at ignorere det ene element fuldstændig frem for det andet.

Kunsten består i at sortere, og løbende vurdere hvor stærkt eller svagt #PizzaGate-sagen egentlig står på baggrund af bevisernes rimelighed.

*

Ambitionsniveauet for denne blog er først og fremmest at dokumentere mine egne bestræbelser på at danne mig en form for overblik over sagen.

Jeg er ikke selv #PGer, da jeg ikke deltager aktivt i selve efterforskningsarbejdet.

Men jeg er bestemt heller ikke på bølgelængde med MSM, da jeg deler bekymringen over den skråsikre måde, som MSM nægter at forholde sig alvorligt til en sag som #PizzaGate på.

Jeg mener at veldokumenterede sager som Jimmy Savile-sagen i England, de mange sager om misbrug indenfor den Katolske Kirke og det højst organiserede og 'professionelle' børnemisbrug i Hollywood, gør det meget problematisk at affeje anklagerne entydigt i udgangspunktet.

(Sidstnævnte bliver for øvrigt skildret på en meget rystende og uimodsigeligt virkelig måde i dokumentar-filmen 'An Open Secret', som kan anbefales - omend ikke som 'hyggelig underholdning' en fredag aften).

Selvom anklagerne unægteligt er spektakulære, har vi nemlig set noget lignende før.

Erfaring viser os utvetydigt at omfattende børnemisbrug kan være strukturelt indvævet i store, magtfulde organisationer såsom Kirken og underholdningsindustrien, og selvom dette naturligvis ikke beviser at det politiske system lider under samme problem, giver det unægteligt anklagerne en større karakter af sandsynlighed.

Vi ved ikke om det foregår, men vi ved at det kan lade sig gøre.

*

Jeg er en udenforstående observatør, der følger en sag gennem medierne og beskriver hvordan han oplever den. Intet andet end det.

Jeg vil dog på ingen måde lade som om, at jeg er 100% objektiv og 'nøgtern' af den grund (for hvem er virkelig det?). Jeg ved at jeg kommer til at dele en del tanker, som er af spekulativ karakter. Jeg ved at min egen måde at se tingene på uundgåeligt vil spille ind. Hvordan skulle det kunne undgås?

Jeg vil dog gøre mit ypperste for at være så transparent som muligt: Åbent beskrive mine overvejelser inklusiv alle usikkerheder og forbehold, så det så vidt muligt fremstår tydeligt hvor det er min egen mening og fortolkning der kommer til udtryk, og hvor jeg snakker om ting, som vi faktisk kan vide med sikkerhed.

I tilfældet #PizzaGate tror jeg bare, at det er overordentligt vanskeligt at trække netop det skel. For hvor meget (eller lidt) kan vi egentlig vide? Er der ikke for mange ubekendte? Ved vi i grunden ikke alt for lidt?

Eller ved vi allerede mere end rigeligt? Jeg er ikke 100% overbevist, men det er der mange, der er.

Derudover er sagen utroligt emotionelt belastende at beskæftige sig med, og denne faktor vil uundgåeligt influere den enkeltes dømmekraft i en mindre objektiv retning.

Jeg benægter ikke selv at være påvirket af sagen, selvom jeg ikke er involveret i den. Det tror jeg ikke, at man kan undgå at blive, når man begynder at dykke ned i et så dystert og ubehageligt emneområde.

Derfor vil jeg til slut opfordre læseren til at drage sine egne konklusioner, i stedet for blot at følge mine blindt. Jeg ved ikke hvad der er op og ned i denne sag, og jeg ved heller ikke om det overhovedet er muligt at finde ud af det. Men jeg ved at jeg har tænkt mig at prøve.

Hvis du også har tænkt dig at prøve, kan du altså følge mine overvejelser her, og vurdere med dig selv, hvad du synes giver mening, og hvad der ikke gør.

Bare undgå at tage mig for en autoritet på området. For meget er jeg godt nok, men lige præcis det er jeg ikke.

Tak fordi du læste med!

catch you on the flip-side