Hvad er #PizzaGate?

#PizzGate er et generisk navn for alt materiale og aktivitet relateret til en cyber-aktivistisk operation på nettet rettet imod at afsløre organiseret børnemisbrug blandt magtfulde og indflydelsesrige politikere og embedsmænd i Washington DC. Det er det seneste i rækken af online #-Gate-fænomener, der også inkluderer #GamerGate og #MetalGate.

#PizzaGate-materialet omfatter (men er ikke begrænset til): Lækkede e-mails (the Podesta-mails; Wikileaks), artikler fra Mainstream-pressen, lækkede dokumenter (fra eks. FBI; Wikileaks), videoer (f.eks. interview med børn der hævder at være blevet systematisk misbrugt i diverse satanisk tematiserede 'krænkelses-ceremonier', diverse #PizzaGate-kommentar-videoer, foredrag af tidligere distriktschef i FBI Ted Gunderson, og lign.; Youtube), visse kunstneres værker og virke (Marina Abramovic, Kim Noble, Biljana Djurdjevic, Louise Bourgeois), Instagram-billeder, -profiler og kommentarer, afdækning af personlige og professionelle relationer mellem 'magtens folk' og meget meget andet.

#PizzaGate er et utroligt sammensat fænomen. der består af mange elementer, der relaterer sig til hinanden på mange måder. Kompleksiteten bivirker at #PizzaGate-fænomenet i første omgang har en vis karakter af uigennemskuelighed.

#PizzaGate blev sandsynligvis 'offentliggjort' første gang den 4. november 2016 i en tråd på det populære online diskussions-forum Reddit. I et underforum ('subreddit') dedikeret til diskussion af Donald Trump kaldet The_Donald, postede brugeren u/DumbScribblyUnctious en tråd med navnet: 'Comet Ping Pong -Pizzagate Summary'.

Den oprindelige tråd blev slettet fra Reddit, men en kopi findes her:

https://voat.co/v/pizzagate/1434956

*

Den oprindelige #PizzaGate-tråd er meget omfattende, og indeholder et væld af interesse-områder. Afdækningen af de forhold der konstituerer materialet i #PizzaGate, har tydeligvis stået på i et stykke tid, før 'man' altså valgte at offentliggøre, hvad 'man' hidtil mente at have fundet ud af (via u/DumbScribblyUnctious - men hvor mange og hvem der mere præcist har bidraget til at stykke #PizzaGate-sagen sammen er ukendt).

Det er altså værd at notere sig, at #PizzaGate allerede var en defineret størrelse før sagen blev præsenteret for offentligheden på Reddit. Tematikken om en skjult børneprostitutions-ring forbundet til magteliten i Washington DC ligger fast, og det gør størstedelen af #PizzaGates store fokuspunkter også: James Alefantis/Comet Pizza, David Brock/Media Matters og Correct the Record, pædofili-symbolerne (særligt forbundet med Besta Pizza), Podesta-brødrenes excentriske kunstsmag osv.

Posten er bygget meget systematisk op: Den er meget pædagogisk (så at sige). Der bliver ikke præsenteret noget direkte bevismateriale, men hvis man læser posten grundigt fra ende til anden, klikker på linksne som de bliver præsenteret, ser alle billederne og så fremdeles, bliver der uimodsigeligt skabt et meget levende og stærkt foruroligende billede i læserens hoved.

Så er spørgsmålet bare, om det billede også har noget med virkeligheden at gøre.

*

#PizzaGate handler ikke om sagens enkelt-elementer set i isolation, men snarere om samordningen af alle del-elementerne i ét stort billede. Helhedsindtrykket bliver altså ikke bygget op af de enkelte dele. Det er omvendt: Enkelt-elementerne får deres betydning, set gennem den fortolknings-linse, som det store billede giver os på forhånd.

Helheden er ikke funderet på delene. Delene er funderet på helheden.

Af samme årsag er det problematisk at fokusere på ét element af sagen, og postulere dette som et grundelement, som de øvrige dele er funderet på. Sådan ét findes nemlig ikke.

Alligevel skal man jo starte et sted. Spørgsmålet er bare hvor?

Efter nogen overvejelse er jeg nået frem til, at den såkaldte pizza-kode er den bedste indfaldsvinkel til sagen fra et opsummerende standpunkt.

Ikke fordi pizza-koden i sig selv er grundelementet i #PizzaGate, men fordi dette element måske tydeligere end noget andet rummer sagens muligheder, begrænsninger, problematikker og potentielt dramatiske implikationer i en nøddeskal.

Samtidig er det også #PizzaGates mest 'populære' element, og sandsynligvis noget af det første man vil bide mærke i, når man nærmer sig sagen udefra. Og dette på trods af, at koden ikke engang addresseres direkte i den oprindelige #PizzaGate-tråd, men snarere kan deduceres som en konsekvens af de anklager og spor, som bliver fremlagt.

Pizzakoden som interesseområde udspringer øjensynligt af følgende lille bemærkning i den oprindelige tråd, som falder i det allersidste afsnit ('Addendum - Items that don't relate directly to Comet Ping Pong'):

"Wikileaks has tons of e-mails with very bizarre wordings and coded meanings. This one is the least coded and the weirdest even in its provided context."

Det relevante afsnit i den linkede e-mail lyder som følger:

"With enormous gratitude to Advance Man Extraordinaire Haber, I am popping up again to share our excitement about the Reprise of Our Gang’s visit to the farm in Lovettsville. And I thought I’d share a couple more notes: We plan to heat the pool, so a swim is a possibility. Bonnie will be Uber Service to transport Ruby, Emerson, and Maeve Luzzatto (11, 9, and almost 7) so you’ll have some further entertainment, and they will be in that pool for sure. And with the forecast showing prospects of some sun, and a cooler temp of lower 60s, I suggest you bring sweaters of whatever attire will enable us to use our outdoor table with a pergola overhead so we dine al fresco (and ideally not al-CHILLo."

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/10052

I første ombæring er det referencen til de tre børn mellem 6 og 11 år, der tilsyneladende bliver transporteret til the farm in Lovettsville med lige præcis det formål, at fungere som further entertainment i en opvarmet svømmepøl, der har slået mange som dybt mærkværdig og foruroligende.

Med dette som udgangspunkt er mange så gået i gang med at trawle de mange tusinde Podesta-mails på Wikileaks for kode-beskeder, der kunne referere til børnemisbrug.

*

(NOTA BENE: Følgende beskrivelse af pizza-koden er ikke fremstillet med det formål, at kodens eksistens skal slå læseren som overbevisende. Faktisk fremstår den i høj grad som det modsatte. Grunden til at jeg beskæftiger mig med koden er som sagt ikke fordi den er 'vigtig' i sig selv, men fordi den giver et indblik i nogle af de strukturelle vanskeligheder og muligheder i #PizzaGate-sagen. For maksimalt udbytte bør læseren derfor så vidt muligt sætte parentes om spørgsmålet om sagens overordnede troværdighed for nu. Det er nemlig ikke det, det handler om. Det handler om at præsentere en 'nøgle', der gør #PizzaGates bagvedliggende logik tilgængelig. For at bedømme sagens troværdighed på et rimeligt grundlag må man først forstå, hvad den faktisk drejer sig om, og hvordan sagen som helhed er bygget op. Hvis man undlader at forstå sagen ordentligt før man godtager eller afviser den, ender man nemlig ultimativt med at bedømme sin egen umiddelbare opfattelse, snarere end sagen selv. Summa summarum: #PizzaGate kræver tålmodighed).

*

Et løbende tema i de lækkede Podesta-mails er mad, som tilsyneladende er noget, der optager John Podesta meget.

Heriblandt er der mange mails, hvor han tydeligvis også taler om mad på præcis den samme måde, som vi andre gør, når vi koordinerer med konen, hvad vi skal have til aftensmad, eller lignende.

Den slags beskeder er der en del af, og det er der som sådan ikke noget underligt i. Det er jo også den slags ting man finder, når man trawler en stak på mange tusinde e-mails for relevant information: Masser af fuldstændig ordinære korrespondencer om fuldstændigt ordinære ting.

På et tidspunkt er der imidlertid én (eller flere - det er uklart), der bider mærke i følgende: Når Podesta skriver om visse typer mad - navnlig pizza og pasta, men også andre (f.eks. cheese og hot dogs) - er det som om, at der sker noget underligt med sproget. Som om madsnakken pludselig begynder at dreje sig om noget lidt andet, selvom han bliver ved at bruge de samme ord.

Det er sandsynligvis dette, der i første omgang har givet anledning til spørgsmålet, om ord som 'pasta', 'pizza' og 'hot dog' nu også bare refererer til pasta, pizza og hot dogs for John Podesta.

*

FIRE EKSEMPLER (alle sendt til- og ikke af John Podesta).

"Hi John, The realtor found a handkerchief (I think it has a map that seems pizza-related. Is it yorus? They can send it if you want. I know you're busy, so feel free not to respond if it's not yours or you don't want it."

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/32795

"Mary and John

I think you should give notice when changing strategies which have been long in place. I immediately realized something was different by the shape of the box and I contemplated who would be sending me something in the square shaped box. Lo and behold, instead of pasta and wonderful sauces, it was a lovely, tempting assortment of cheeses, Yummy. I am awaiting the return of my children and grandchildren from their holiday travels so that we can demolish them.

(...)

Ps. Do you think I’ll do better playing dominos on cheese than on pasta?"

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/30613

"The next three months are going to be rougher internally than in Beijing. Between 7th and 1600, no fun. Hope you're doing ok. I'm dreaming about your hotdog stand in Hawaii... "

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/30231

"Have to settle for the pasta john gave us at Christmas." (NB: Sendt 1. marts)

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/44232

*

Man må rimeligvis sige, at antagelsen af at en pizza-kode rent faktisk eksisterer, er problematisk fra et metodisk standpunkt: I sidste ende er præmissen nemlig både spekulativ og ekstremt fleksibel.

Hvis man først begynder at lede bevidst efter kode-beskeder i et givent meget omfattende materiale, fordi man har fået at vide at de er der, er sandsynligheden for at man rent faktisk ender med at kunne finde en skjult kode, der giver mening, meget stor.

Om man også finder en kode, som afsenderen selv kender til eksistensen er, er dog et helt andet spørgsmål.

Med #PizzaGate har vi derfor at gøre med en sag, der i udgangspunktet lægger kraftigt op til, at man begynder at se 'spøgelser' i materialet: Ting der ikke nødvendigvis er der, men som alligevel fremstår totalt overbevisende, fordi man i udgangspunktet har sporet sin hjerne ind på at finde lige præcis det (eller noget der minder om).

I første ombæring bør vi derfor først og fremmest spørge os selv, om der overhovedet findes en kode, eller om alting hviler på tankespind.

Det er jo et vigtigt spørgsmål i forhold til at afgøre, om #PizzaGate overhovedet er værd at beskæftige sig med.

Men det er også et spørgsmål, der er så fuldstændig åbenlyst, at mange tilsyneladende glemmer at overveje det helt.

Svaret er da heller ikke så ligetil, som det måske kunne tage sig ud. Teknisk set ved vi nemlig hverken det ene eller det andet med sikkerhed - i hvert fald ikke endnu.

Det bedste man kan gøre er derfor, at opregne sandsynligheder for de forskellige muligheder, og så vidt muligt tage hensyn til den allestedsnærværende risiko for confirmation bias.

*

Formålet med denne blog er så vidt muligt at hitte rede i det materiale, som #PizzaGate bringer for dagen, og løbende vurdere hvor lovende 'beviserne' egentlig er. Fortæller de os rent faktisk noget, eller skal man købe den spekulative grundpræmis fuldstændig ukritisk, for at få det hele til at give mening?

I langt de fleste tilfælde vil der være tale om sandsynligheder pro et contra snarere end fuldstændig entydige og definitive konklusioner.

I modsætning til (nogle) #PizzaGatere (#PGere) mener jeg ikke, at der eksisterer noget der minder tilnærmelsesvis om et stort, sammenhængende og meningsfuldt billede endnu. I hvert fald ikke et billede der relaterer sig til virkeligheden på en åbenlys og utvetydig måde.

Men i modsætning til Mainstream Medierne (MSM) mener jeg heller ikke, at hele sagen er så åbenlyst falsk, at der overhovedet ikke er grund til at overveje den information, som #PGerne bringer for dagen.

For mig at se er det altså både-og og hverken-eller i skrivende stund - og dette er mit udgangspunkt for, hvordan jeg går til #PizzaGate.

På nuværende stade er #PizzaGates større eller mindre betydning definitivt et spørgsmål om øjnene, der ser. Med tiden må sandsynlighederne imidlertid begynde at fremvise visse tendenser i den ene eller den anden retning.

Ved at tage stilling til sagen som den udvikler sig (eller går i stå) håber jeg på selv at få et nogenlunde præcist billede af, hvilken vej vinden blæser, uden om de færdigpakkede fortolkninger der udbydes flittigt fra alle sider.

Jeg vil så vidt muligt afholde mig fra definitive konklusioner, med mindre der er absolut skudsikkert belæg for det, og i stedet forsøge at dokumentere de små eller store forskydninger af sandsynligheds-balancen, efterhånden som sagen skrider frem.

Det kan være fristende, og måske mere umiddelbart emotionelt tilfredsstillende at springe til dramatiske entydige konklusioner, men jeg er overbevist om at det - qua sagens dunkle karakter - er klogere at holde sig i ro, og se hvad der sker.

Ikke mindst fordi at der allerede nu er mange parter, der viser stor interesse i, at man skal acceptere netop deres udlægning af #PizzaGate-fænomenet som den sande.

Dette har alle dage været en så meget desto stærkere grund til at insistere på retten til at forholde sig skeptisk og åben. I hvert fald i min verden.

Hvorfor skulle man acceptere at sandheden er på én bestemt måde, bare fordi der er et kor af stemmer der fortæller én, at man er ignorant hvis man ikke gør det? Hvad nu hvis man går glip af selve sagen, fordi man tror at den allerede er afgjort?

Er det ikke en fare som er værd at tage alvorligt?

*

#PizzaGates kritikere i MSM spørger hvorfor vi overhovedet har grund til at antage, at der skulle være en kode vævet ind i John Podestas personlige e-mail korrespondencer.

Det er ikke noget dumt spørgsmål, for hvorfor skulle vi egentlig tro på det?

Men #PGerne spørger nu omvendt, hvorfor vi ikke skulle tro på, at der er en hemmelig kode, der løber gennem stoffet.

Og omvendt: Hvorfor skulle vi egentlig ikke det?

At kommunikere i kode er jo ikke umuligt. Det er tværtimod set mange gange før blandt folk, der har noget at skjule, at de opfinder et hemmeligt sprog, der muliggøre kommunikation om et forehavende, uden at udenforstående får nys om sagen.

Og det er specielt set mange gange i cirkler omkring magtens tinder, hvor omgangen med fortroligt materiale er en del af de impliceredes hverdag.

Kodesprog er med andre ord en integreret del af den storpolitiske praksis. Det findes allerede i forvejen og bliver anvendt på mange forskellige niveauer af de anklagede parter som en fast del af deres arbejde.

At vi ikke har noget skudsikkert bevis på, at der eksisterer en pizza-kode, er med andre ord ikke et bevis for, at koden ikke eksisterer. Kodens eksistens kan godt sandsynliggøres.

Dette er selvfølgelig et klassisk 'konspirations-argument', fordi det i princippet åbner for, at alting nærmest er muligt. Af samme grund vil der da også være mange, der nægter at tage argumentet alvorligt. De har hørt det for mange gange før i forbindelse med lidet plausible påstande.

Sagen er imidlertid, at argumentet rent logisk holder vand: At vi ikke har noget definitivt bevis for X, er ikke det samme som et bevis på, at X ikke eksisterer. Det er sandt, at det er et argument, der kan bruges som udgangspunkt for mange urimelige postulater, men ikke desto mindre er det ikke nogen fejlslutning.

I sidste ende er det derfor den enkeltes vurdering af, hvorvidt kode-hypotesen er rimelig eller ej, der afgør, om man ser grund til at værdige #PizzaGate interesse.

Tror du på muligheden eller ej?

Det er det spørgsmål, der for alvor betyder noget i første omgang.

*

Selvom både #PGerne og MSM får det til at fremstå som om, at man er mindre begavet, totalt uansvarlig, eller begge dele, hvis man ikke anerkender netop deres side af sagen som den åbenlyst sande og velbegrundede, er det ikke desto mindre problematisk at hoppe ukritisk på den ene eller den anden vogn.

Hvis idéen om at der eksisterer en hemmelig kode centreret omkring madvare-ord såsom pasta og pizza, der bliver brugt af magtfulde mennesker til at kommunikere indbyrdes om organiseret misbrug af børn, slår dig som absurd og meningsløs i udgangspunktet, vil du næppe finde det øvrige #PizzaGate-materiale synderligt overbevisende.

Men hvis du omvendt godtager, at kodens eksistens er en mulighed, vil du sandsynligvis finde dele af det øvrige #PizzaGate-materiale højst tankevækkende, oprivende og stærkt foruroligende.

Hvis du kun har en lille tro på, at koden kunne være virkelig, er der altså god sandsynlighed for, at stoffet vil bestyrke din tro.

Men omvendt er der også en sandsynlighed for, at det manglende definitive bevis (the smoking gun) vil få teoriernes spekulative natur til at stå meget tydeligt for dig, og dette kan omvendt svække troen.

Der er også en sandsynlighed for, at en grundig granskning af stoffet kan overbevise dig om kodens mulige realitet, selvom du måske var skeptisk i udgangspunktet.

Alt er i princippet muligt at tro.

Det er med andre ord komplet umuligt at sige for nuværende, præcis hvilken udlægning af #PizzaGate som du skal godtage. I sidste ende vil det nemlig altid være et spørgsmål om, hvad (og hvem) du vurderer som overbevisende 'kildemateriale'.

Dette forhold er uomgængeligt, og man bør altid holde det in mente når man studerer #PizzaGate og det påståede bevismateriale (eller manglen på samme).

Eller andre fænomener med en iboende logik, der er analog til den vi finder i #PizzaGate for den sags skyld.

*

Selvom #PGerne allerede har ophobet en stor mængde potentielt foruroligende materiale under #PizzaGate-banneret (noget mere overbevisende end andet), er det værd at understrege igen og igen at der (endnu?) ikke er fundet nogen smoking gun: Et klokkeklart bevis på, at der rent faktisk er noget om snakken om en børne-prostitutionsring, der opererer i magtens øverste cirkler.

Der er indicier, men disse er langt fra så skudsikre som de måske tager sig ud, da man blot skal pille ved en enkelt spekulativ grundpræmis for at få korthuset til at skælve faretruende.

Eller som Scott Adams skriver på sin blog: Jeg tror ikke på #PizzaGate i udgangspunktet. Ikke fordi at jeg som sådan finder sagen urimelig, men fordi: "I understad what confirmation-bias is and how powerful it can be".

http://blog.dilbert.com/post/153821538056/about-pizzagate

Adams understreger dog samtidig, at det ikke betyder at sagen ikke er sand - kun at der pt. er megen confirmation-bias involveret i #PGernes tilgang til stoffet.

Kodens eksistens er hverken verificeret eller falsificeret. Begge muligheder eksisterer i skrivende stund: Det kan godt være, at koden findes, men det kan også godt være, at den ikke gør. Vi ved det ganske enkelt ikke.

I den forbindelse er det derfor også vigtigt at huske på, at confirmation-bias ikke er en tilstand, der kun rammer nogle mennesker og ikke andre. Det er et fuldstændig alment menneskeligt fænomen, og både kloge og dumme mennesker lider beviseligt under det.

Confirmation-bias er et indbygget element i den menneskelige bevidsthed. Det handler ikke om intelligens eller om uddannelsesniveau. Det handler om overbevisninger.

Selv meget kloge mennesker kan have overbevisninger, som de vil gå langt hinsides rimelighedens grænser for at holde liv i. Det findes der utallige eksempler på.

Confirmation-bias kan derfor også gå begge veje: #PGerne vil måske nok strække sig langt for at få kode-hypotesen til at fremstå ligeså overbevisende som de selv føler at den er, men hvem siger at MSM (og alle dem der tror på, at det hele bare er Falske Nyheder) ikke vil strække sig præcis lige så langt, for at benægte at koden overhovedet er en mulighed, og at #PizzaGate 'bare' er et klokkeklart eksempel på Falske Nyheder?

I skrivende stund er der ingen fra MSM, der overhovedet har forsøgt at tage #PizzaGate alvorligt, og det kunne vidne om, at man i udgangspunktet tror så fast på Falske Nyheder-vinklingen, at man ikke er villig til at overveje alternativer. Man ved jo allerede hvad det drejer sig om.

Sådan en urokkelig grundindstilling er præcis ligeså spekulativ som den modsatte. Der er jo ikke tale om sund skepsis. Der er tale om en kategorisk afvisning under reference til en meget bestemt forestilling om, hvordan nyhedsmateriale opstår og spreder sig på nettet. Det er to meget forskellige ting.

Derfor kan vi umuligt konkludere, at det ene skulle være mere troværdigt end det andet af én eller anden iboende grund.

Dermed ikke sagt at det er illegitimt at have en mavefornemmelse. Det må man gerne. Og man må endog have lige så kraftig en mavefornemmelse, som man har lyst til.

Man skal bare huske på, at det er det, det er.

Mavefornemmelser. Ikke beviser.

*

Magtbalancen imellem perspektiverne er svær at bestemme præcis på nuværende tidspunkt: På den ene side er der et sug af energi, der går gennem #PizzaGate-miljøerne på nettet i skrivende stund, og der bliver gravet meget materiale frem, stillet mange spørgsmål, og foreslået mange teorier.

Sagen lever.

Ikke mindst er der stadig mange leads, der ikke er blevet undersøgt grundigt endnu, så der er materiale nok til at #PGerne kan holde dampen oppe i god tid endnu (selvom det qua internet-aktivismens kaotiske og decentraliserede natur kan være vanskeligt at bestemme, præcis hvor meget 'energi' der er i den enkelte sag. #PizzaGate er dog klart én af de mere lovende sager).

Samtidig er der mange #PGere, så der er masser af arbejdskraft.

Så længe #PizzaGate ikke producerer en smoking gun, har MSM imidlertid et klart overtag. De er ikke tvungne til at omtale sagen, og når de gør, kan de uden problemer affeje den som endnu et eksempel på Falske Nyheder.

Så længe der ikke er nogle definitive beviser på noget ulovligt, er det nemlig ikke nødvendigt at tage historien alvorligt. Man kan bare gå ud fra, at den ikke er sand, og for hver dag der går uden beviser, kommer MSM-vinklingen til at fremstå mere troværdig.

Samtidig må vi imidlertid huske på sagens specifikke karakter. Først og fremmest anklagernes enorme alvor: Hvis der viser sig at være bare det mindste om snakken, vil MSM, såfremt de holder fast, uundgåeligt komme til at fremstå i et exceptionelt dårligt lys.

Børnemisbrug er noget, der virkelig kan bringe blodet i kog hos mange mennesker, og hvis MSM ultimativt ender i en situation, hvor det fremstår som om, at man forsøger at dække over organiserede pædofile overgreb, betyder det ikke bare faldende oplag og dalende seertal. Det betyder aktiv dæmonisering inklusiv en meget konkret fare for hærværk, trusler, overfald og generel chikane rettet imod de implicerede journalister og bagmænd. Måske endda det der er værre.

Hvis mere konkrete beviser materialiserer sig uden en passende reaktion fra MSM er den umiddelbare fordel i Falske Nyheder-vinklingen altså vendt til en gigantisk ulempe. De vil være tvungne til at kapitulere. Ellers går de under.

Dertil kommer følgende: Hvis der rent faktisk er noget at komme efter i form af digitale spor, børneporno eller andet på nettet, eller på computere og servere som er sårbare overfor hacking, er der rigtig god sandsynlighed for, at #PGerne finder det før eller siden.

Her må vi huske på valgkampen, og de pinlige sager om netop John Podestas e-mails, og ikke mindst den verserende sag om Hillary Clintons private e-mail-server.

På baggrund af disse sager er det nærliggende at konkludere, at en række af de potentielt implicerede parter ikke forstår teknologien bag internettet og helt basal web-sikkerhed særligt godt.

Dette skyldes næppe manglende intelligens så meget som et mindre intimt forhold til internettet qua de impliceredes alder.

John Podesta valgte sandsynligvis at kommunikere via sin Gmail konto af praktiske årsager. Så kunne han få adgang til sine mails overalt, og læse og svare direkte fra sin telefon, fremfor at være afhængig af en mere sikker konto. Sådan én ville jo være langt mere besværlig, da han i så fald ville være afhængige af helt bestemte computere på konkrete fysiske lokationer, og således begrænset i sin bevægefrihed og kommunikationshastighed.

Problemet er bare, at der er en grund til at højtstående embedsfolk ikke bør bruge almindelige e-mail-konti til fortrolige kommunikation. De er nemlig ikke så sikre igen.

Selvom højtstående politikere og embedsmænd altså nok forstår det politiske spil, og er højst kompetente i at navigere i det farvand (inklusiv interaktion med medierne på en effektiv, klog og hjemmevant måde), betyder det altså ikke nødvendigvis, at de ikke samtidig kan være novicer når det kommer til den konkrete informations- og kommunikations-teknologi, som de ellers anvender så flittigt i deres arbejde.

Omvendt har mange #PGere åbenlyst et utroligt hjemmevandt forhold til nettet. De kender teknologien, og ved hvordan man skal bruge den.

Ikke mindst ved mange af dem sandsynligvis også, præcis hvad for nogle sikkerheds-fejl, som mennesker med et mindre intimt kendskab til nettet er tilbøjelige til at begå.

De ved med andre ord, hvordan man kan finde materiale, som andre måske tror er at det er umuligt for udenforstående at få adgang til.

*

Fra et rent medie-perspektiv er det også værd at overveje, at brugerskaren på nettet både er stor, og at den tilmed består af mange unge mennesker, der i højere grad er tilbøjelige til at styre fuldstændig udenom MSM, når det kommer til at finde oplysninger om, hvordan verden hænger sammen.

Sejlivede rygter om organiseret børnemisbrug kan derfor potentielt være til stor skade for ikke bare de implicerede personager, men tillige de magtfulde institutioner (case in point: Det Demokratiske Parti) som anklagerne retter sig imod, med mindre at anklagerne kan tilbagevises fuldstændigt entydigt og 100% klokkeklart.

Dertil kommer at nettet har svømmet med materiale om muligt organiseret børnemisbrug på magtens øverste tinder i årevis, før #PizzaGate blev en realitet.

Hvis en entydig tilbagevisning ikke lader sig gøre, vurderer jeg derfor også, at vi med #PizzaGate kan have at gøre med hjørnestenen til en fremtidig image-katastrofe for store dele af det politiske apparat i Washington DC. Det er en sag som har potentiale til at påvirke den generelle tiltro til det politiske system blandt de unge amerikanere i en ufatteligt negativ retning.

Ikke nødvendigvis fordi sagen i sig selv fremstår meget stærk på nuværende tidspunkt, men fordi den skriver sig ind som sidste kapitel i en lang historie om børnemisbrug og magtens mænd, der lever på nettet, og har gjort det længe, og som specielt tages for gode varer af mange unge mennesker.

Disse unge tager ikke bare historien for gode varer på trods af, at den er nærmest 100% fraværende i de almindelige MSM, men i et vist omfang også fordi at den er det.

Det drejer sig altså ikke kun om, hvorvidt der er kød på anklagerne. Spørgsmålet om hvordan sagen bliver håndteret løbende af MSM er også af stor betydning. Og endelig vurderer jeg altså også, at muligheden for at 'opdage' at lignende anklager allerede eksisterer og strækker sig lang tilbage i tiden, er en potentielt langt mere effektfuld faktor, end mange måske umiddelbart kunne tro.

Det er dog stadig for tidligt at sige hvordan den faktiske udvikling bliver. For nu må vi nøjes med at konstatere, at de potentielle implikationer af #PizzaGate er mange og ganske alvorlige.

*

Som afslutning på denne indledende skitse af #PizzaGate-fænomenet vil jeg derfor besvare overskriftens spørgsmål (hvad er #PizzaGate) på følgende måde:

#PizzaGate er enten en gigantisk politisk skandale eller en storm i et glas vand.

I skrivende stund vurderer jeg, at sandsynligheden for det første er større end sandsynligheden for det sidste. Det gør jeg først og fremmest af følgende årsager.

1. Hvis der forgår organiseret børnemisbrug på magtens tinder i Washington DC, så er der god sandsynlighed for, at #PGerne har evnerne og vedholdenheden til at finde inkriminerende materiale via deres arbejde. Mange af dem forstår sandsynligvis computere bedre end de anklagede, der omvendt bruger computere og telefoner meget flittigt til intern kommunikation, og således trækker en del digitale spor.

2. Hvis der ikke foregår organiseret børnemisbrug på magtens tinder i Washington DC, så er der stadig god sandsynlighed for, at anklagerne får betydeligt langvarig negativ indflydelse på de implicerede personers og organisationers image, på en måde som kan være til store skade for eksempelvis det Demokratiske Parti i fremtiden. Dertil kommer naturligvis, at deres image i forvejen er enormt dårligt blandt 'internet-folket'.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at #PizzaGate-undersøgelserne kommer til at afdække inkriminerende materiale af en helt anden art. Det kan med andre ord godt være at #PGerne ultimativt ikke finder det snavs, som de leder efter - men det udelukker jo langt fra, at der ikke er andet snavs de kan finde, og at det potentielle snavs også kan være til skade for de anklagede.

Samtidig hænger sandsynligheden for en lykkelig afslutning på #PizzaGate for MSM og for det politiske system ikke bare på, at anklagerne faktisk er falske: Det er mindst ligeså vigtigt at man kan vise at anklagerne er falske på en overbevisende måde, og at man formår at håndtere sagen på en klog måde, mens den verserer.

De foreløbige reaktioner tegner dog for mig at se ikke lovende.

MSMs Falske Nyheder-vinkling skal ses i tandem med den #PizzaGate-censur, som er forgået på navnlig Reddit og Twitter, hvor meget #PizzaGate-relateret materiale allerede er blevet slettet eller redigeret. Samtidig er der den sideløbende politiske interesse i at gøre op med Falske Nyheder (se næste indlæg): En interesse der kommer til udtryk hos mange repræsentanter for netop det establishement, som #PizzaGate er et angreb på.

Vinklingen om Falske Nyheder fremstår med andre ord højst suspekt for mange i udgangspunktet, og selv hvis MSM viser sig at kunne verificere denne vinkel i fremtiden, er der god sandsynlighed for, at mange vil nægte at godtage den alligevel.

Jeg hævder ikke at sagen ikke kan udvikle sig anderledes, for det er som bekendt vanskeligt at spå - specielt om fremtiden.

Det er dog sådan den ser ud for mig lige nu.

Tak fordi du læste med!

catch you on the flip-side