Teknisk
set er det ikke uproblematisk at kalde #PizzaGate for
en 'sag'. Det er det nemlig ikke.
En
sag må jo indeholde specifikke
anklager, som den anklagende part hævder at kunne bevise
definitivt (eller sandsynliggøre hinsides alt tvivl) under
henvisning til nogle konkrete beviser.
En
specifik anklage må
derfor lyde noget i retning af: På aftenen den 03.05.07 på
et tidspunkt mellem klokken 18:00 og 22:45 gjorde parterne A, B og C
sig skyldige i kriminelle forhold X, Y og Z.
De anklager som #PizzaGate rejser er ikke af
ovennævnte karakter, men langt mere generelle: Det
hævdes, at der opererer en børneprostitutionsring i
magtens øverste cirkler, og at de er aktive i Washington DC.
*
Det kan være, at det er tilfældet, og det
kan også være, at det ikke er tilfældet.
Hvis det første er sandt, må man
naturligvis formode, at der er indtruffet en lang række
konkrete hændelser, som kun lader sig forklare under henvisning
til en børneprostitutionsrings operationer.
Det er imidlertid sådanne konkrete
hændelser, som #PizzaGate stadig mangler at bringe for
dagens lys.
(Måske med undtagelse af ét enkelt
tilfælde: Et tilfælde der imidlertid baserer sig på
et så spektakulært og surrealistisk sammentræf,
at det nærmest er umuligt at tro på. Men mere om det i et
senere indlæg).
*
Man har en række interesseområder: Navne,
fysiske lokationer og en bunke forskelligartet informationsmateriale
(primært lækkede e-mails og FBI-dokumenter, men også
f.eks. malerier).
Derudover har man en lang række mere eller mindre
mærkværdige sammentræf, der synes at styrke
mistanken.
#PizzaGate
består altså på
nuværende tidspunkt af en bunke materiale, der med tiden kan
blive til bevismateriale. Det er
det bare ikke endnu. Man mangler nemlig et helt konkret kriminelt
forhold, som beviserne faktisk beviser.
#PizzaGate
er derfor snarere navnet på
det undersøgende arbejde, der med tiden kan udvikle
sig til en sag.
*
Alligevel
fremstår
#PizzaGate i
allerhøjeste grad som en sag allerede. Alle snakker om
#PizzaGate som om, der
var en sag.
Hvad
sagen helt præcis består i, er imidlertid et spørgsmål,
der bliver svaret meget forskelligt på, alt efter hvem du
spørger.
Nogle
svar går endog i diametralt modsatte retninger. Er
det et spørgsmål om børneprostitution og
menneskesmugling? Eller er det et spørgsmål om om Falske
Nyheder og deres frygtelige
menneskelige konsekvenser?
Som
skitseret i sidste indlæg agerer Mainstream Medierne
(MSM) forløbig
som et talerør for dem, der mener det sidste, mens den
uoverskuelige pluralitet af alternative medier og individuelle
personer og grupper på nettet repræsenterer det første
standpunkt.
Alle er altså tilsyneladende enige om, at
#PizzaGate er en form for sag. Spørgsmålet
er bare, hvad sagen i virkeligheden drejer sig om. Her er man
mere uenige.
*
#PizzaGate
fremstår
som en sag, fordi det forberedende efterforskningsarbejde
(/gravearbejdet) der normalt foretages af myndighederne eller
medierne bag lukkede dører, i #PizzaGates tilfælde
er åbent og offentligt tilgængeligt på nettet.
(#PizzaGate
lever mest på Voat
for tiden, så vidt jeg er informeret. Reddit blev
ramt af #PizzaGate-censur. Youtube
ser også ud til at være under angreb).
#PizzaGate
er altså blevet
offentliggjort før det
står 100% klart, om der er noget at offentliggøre
overhovedet.
Alligevel
må vi formode, at parterne bag
offentliggørelsen af #PizzaGate (sandsynligvis
Wikileaks og
Julian Assange -
nogle foreslår også kilder inden for FBI)
har vurderet det overvejende sandsynligt, at der rent faktisk er
en sag.
Hvorfor
skulle de ellers offentliggøre materialet?
Formålet
med offentliggørelsen synes umiddelbart at have været at
tiltrække kvalificeret arbejdskraft til at tilvejebringe de
afgørende beviser: Ikke at stille åbent spørgsmålstegn
ved, om anklagerne nu hypotetisk set kunne
være tilfældet eller ej.
*
Hvis dette er tilfældet, kan man diskutere, hvor
etisk denne offentliggørelse er.
Min
personlige vurdering er, at etikken bag beslutningen i sidste ende
bliver et spørgsmål om, hvad virkeligheden bag
anklagerne viser sig at være.
Vi
kan på nuværende tidspunkt ikke snakke om, at
beslutningen i sig selv skulle
besidde den ene eller den anden etiske kvalitet, da vi endnu ikke har
tilstrækkeligt materiale til at vurdere, om dømmekraften
bag beslutningen var god eller dårlig.
Ikke
mindst ved vi heller ikke, hvor meget (eller lidt) personerne bag
offentliggørelsen af #PizzaGate eventuelt
ved, som vi ikke ved.
Kunne
det tænkes at de lå inde med information, som blev
tilbageholdt af strategiske årsager? Viden som det af den ene
eller anden årsag ikke ville være hensigtsmæssigt
at dele med offentligheden endnu? Noget der gjorde dem stensikre i
deres sag og deres beslutning, selvom de ikke 'kunne bevise noget' i
en kriminel-teknisk forstand endnu?
Når vi ikke kan besvare sådanne spørgsmål
definitivt, er det også vanskeligt at bedømme sagen i
dens rette kontekst.
Der er for meget vi ikke ved.
*
Lige meget hvordan vi ser på #PizzaGate-fænomenet,
er det umuligt at undvige fænomenets etiske karakter: Og
#PizzaGates specifikke moralske kvalitet afhænger helt
og holdent af virkeligheden: Om der rent faktisk er en
sag eller ej.
Før vi ved om der er en sag, må spørgsmålet
om den etiske dimension derfor forblive et åbent
spørgsmål.
Vi kan imidlertid vide med nærmest absolut
sikkerhed, at enten det ene eller det andet må være
tilfældet: At eksistensen af #PizzaGate enten er en
god eller en dårlig ting i en moralsk forstand.
Spørgsmålet er bare, hvad der mere
specifikt er rigtigt og forkert i sagen.
Vi kan føle os mere eller mindre sikre i vores
sag, men vi kan ikke vide det med 100% sikkerhed. For nu er
det stadig et spørgsmål om den individuelle vurdering.
*
Min vurdering af 'sagens' karakter baserer sig på
overvejelsen af følgende hypotetiske scenarier:
1.
Hvis anklagerne viser sig at holde vand, og offentliggørelsen
af #PizzaGate rent
faktisk tilvejebringer de afgørende beviser på en række
kriminelle forhold, kan der ikke være tvivl om beslutningens
etiske kvalitet: Eksistensen af børnemisbrug på den
skala som anklagerne postulerer er ekstremt uetisk hinsides
alt tvivl, og en aktiv
beslutning der bidrager til at bringe en sådan grusomhed og
kynisme til ophør, må derfor også være en
rigtig beslutning.
2. Men hvis anklagerne holder vand, og offentliggørelsen
af #PizzaGate ultimativt viser sig at være forstyrrende
i forhold til at tilvejebringe et endeligt bevis, fordi sagen
f.eks. kommer til at drukne i for meget hastigt akkumuleret
spekulativt materiale, der får sagen til at fremstå mere
usandsynlig, og derfor mindre overbevisende end den faktisk er; og
hvis dette betyder at de skyldige kan slippe afsted med deres
forbrydelser, ved at skjule sig bag den åbenlyse urimelighed i
en stor del af det ophobede 'bevismateriale'; ja, så er der
ingen tvivl om, at beslutningen er en forkert beslutning.
I så fald ville det have været bedre at holde sagen bag
lukkede døre, og vente med at offentliggøre noget til
man havde opbygget en 100% vandtæt sag.
3. Hvis anklagerne holder vand, og offentliggørelsen
til gengæld får de implicerede til at handle i panik, på
en måde der bringer konkrete beviser for dagen via mistænkelig
opførsel, så var det en rigtig beslutning.
4. Men endelig: Hvis anklagerne ikke holder
vand... tja, så har man startet en omfattende heksejagt på
uskyldige, der med stor sandsynlighed får enorme menneskelige
konsekvenser for de implicerede, og så er der altså tale
om en etisk forkert beslutning. En hovmodig
skråsikkerhed der trækker menneskelig tragedier i sit
kølvand.
*
Dertil kommer det komplekse spørgsmål om
#PizzaGates politiske implikationer, der i høj grad
fungerer uafhængigt af spørgsmålet om realiteten
bag anklagerne.
Nogle vil uden tvivl mene at det politiske
establishement, som anklagerne retter sig imod, i sig selv er
af en så moralsk anløben karakter, at alle midler er
tilladte i forhold til at underminere det.
I denne dimension betyder det mindre om anklagerne er
sande eller falske. Her er det snarere et spørgsmål om
det propagandistiske potentiale i #PizzaGate.
På baggrund af sådanne overvejelser kunne
sagen altså hypotetisk set handle mere om at piske en voldsom
folkelig stemning op, og rette den imod den såkaldte 'politiske
elite' i Washington som et politiske pressionsmiddel, end den kunne
handle om sandheden bag anklagerne.
Det ved vi heller ikke.
(Denne dimension fortjener en mere dybdegående
selvstændig behandling, som dog falder udenfor nærværende
indlægs scope).
*
Vurderingen af #PizzaGates styrke som
medie-fænomen og som potentielt politisk pressionsmiddel hænger
nært sammen med det endelige spørgsmål om,
hvorvidt #PizzaGate er en moralsk set god eller dårlig
ting.
#PizzaGaterne (#PGerne) vil vinde i styrke, desto
mere #PizzaGate udviser potentiale til at udvikle sig til en
mere konkret sag med specifikke anklager rettet imod specifikke
personer.
Omvendt vil MSM og udlægningen af sagen som
Falske Nyheder vinde terræn, desto længere tid der
får lov at gå, uden at der materialiserer sig en konkret
sag.
Hvilken vinkling der ultimativt sejrer bliver et
spørgsmål om, hvilken side der repræsenterer det
moralsk set rigtige valg.
I det næste indlæg vil jeg forsøge at
rekonstruere det forløbige materiale i #PizzaGate på
en sådan måde, at sagen fremstår så stærk
(dvs. sandsynlig) som muligt (på baggrund af mine indrømmet
fejlbare vurderingsevner). På baggrund af rekonstruktionen vil
jeg derefter forsøge at overveje sagen så¨nøgternt
som muligt, under hensyn til spørgsmålet om #PizzaGates
potentiale for, at udvikle sig i retning af etableringen af en
konkret sag.
Kriteriet for bedømmelsen af #PizzaGate-sagens
styrke er altså ultimativt, om sagen i en overordnet forstand
peger i retning af potentielt beviselige forhold, eller om den
omvendt tenderer for kraftigt imod spekulative (ubeviselige)
postulater.
Rekonstruktionen og den følgende vurdering hviler
imidlertid i sidste ende udelukkende på mine egne evner til at
skelne rigtigt fra forkert. Min private dømmekraft er den
ultimative fejlkilde.
Tak fordi du læste med!
catch you on the flip side
Ingen kommentarer:
Send en kommentar