Er #PizzaGate en sag? Spørgsmålet om etikken og opstilling af kriterium for bedømmelse af #PizzaGates potentiale.

Teknisk set er det ikke uproblematisk at kalde #PizzaGate for en 'sag'. Det er det nemlig ikke.

En sag må jo indeholde specifikke anklager, som den anklagende part hævder at kunne bevise definitivt (eller sandsynliggøre hinsides alt tvivl) under henvisning til nogle konkrete beviser.

En specifik anklage må derfor lyde noget i retning af: På aftenen den 03.05.07 på et tidspunkt mellem klokken 18:00 og 22:45 gjorde parterne A, B og C sig skyldige i kriminelle forhold X, Y og Z.

De anklager som #PizzaGate rejser er ikke af ovennævnte karakter, men langt mere generelle: Det hævdes, at der opererer en børneprostitutionsring i magtens øverste cirkler, og at de er aktive i Washington DC.

*

Det kan være, at det er tilfældet, og det kan også være, at det ikke er tilfældet.

Hvis det første er sandt, må man naturligvis formode, at der er indtruffet en lang række konkrete hændelser, som kun lader sig forklare under henvisning til en børneprostitutionsrings operationer.

Det er imidlertid sådanne konkrete hændelser, som #PizzaGate stadig mangler at bringe for dagens lys.

(Måske med undtagelse af ét enkelt tilfælde: Et tilfælde der imidlertid baserer sig på et så spektakulært og surrealistisk sammentræf, at det nærmest er umuligt at tro på. Men mere om det i et senere indlæg).

*

Man har en række interesseområder: Navne, fysiske lokationer og en bunke forskelligartet informationsmateriale (primært lækkede e-mails og FBI-dokumenter, men også f.eks. malerier).

Derudover har man en lang række mere eller mindre mærkværdige sammentræf, der synes at styrke mistanken.

#PizzaGate består altså på nuværende tidspunkt af en bunke materiale, der med tiden kan blive til bevismateriale. Det er det bare ikke endnu. Man mangler nemlig et helt konkret kriminelt forhold, som beviserne faktisk beviser.

#PizzaGate er derfor snarere navnet på det undersøgende arbejde, der med tiden kan udvikle sig til en sag.

*

Alligevel fremstår #PizzaGate i allerhøjeste grad som en sag allerede. Alle snakker om #PizzaGate som om, der var en sag.

Hvad sagen helt præcis består i, er imidlertid et spørgsmål, der bliver svaret meget forskelligt på, alt efter hvem du spørger.

Nogle svar går endog i diametralt modsatte retninger. Er det et spørgsmål om børneprostitution og menneskesmugling? Eller er det et spørgsmål om om Falske Nyheder og deres frygtelige menneskelige konsekvenser?

Som skitseret i sidste indlæg agerer Mainstream Medierne (MSM) forløbig som et talerør for dem, der mener det sidste, mens den uoverskuelige pluralitet af alternative medier og individuelle personer og grupper på nettet repræsenterer det første standpunkt.

Alle er altså tilsyneladende enige om, at #PizzaGate er en form for sag. Spørgsmålet er bare, hvad sagen i virkeligheden drejer sig om. Her er man mere uenige.

*

#PizzaGate fremstår som en sag, fordi det forberedende efterforskningsarbejde (/gravearbejdet) der normalt foretages af myndighederne eller medierne bag lukkede dører, i #PizzaGates tilfælde er åbent og offentligt tilgængeligt på nettet.

(#PizzaGate lever mest på Voat for tiden, så vidt jeg er informeret. Reddit blev ramt af #PizzaGate-censur. Youtube ser også ud til at være under angreb).

#PizzaGate er altså blevet offentliggjort før det står 100% klart, om der er noget at offentliggøre overhovedet.

Alligevel må vi formode, at parterne bag offentliggørelsen af #PizzaGate (sandsynligvis Wikileaks og Julian Assange - nogle foreslår også kilder inden for FBI) har vurderet det overvejende sandsynligt, at der rent faktisk er en sag.

Hvorfor skulle de ellers offentliggøre materialet?

Formålet med offentliggørelsen synes umiddelbart at have været at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til at tilvejebringe de afgørende beviser: Ikke at stille åbent spørgsmålstegn ved, om anklagerne nu hypotetisk set kunne være tilfældet eller ej.

*

Hvis dette er tilfældet, kan man diskutere, hvor etisk denne offentliggørelse er.

Min personlige vurdering er, at etikken bag beslutningen i sidste ende bliver et spørgsmål om, hvad virkeligheden bag anklagerne viser sig at være.

Vi kan på nuværende tidspunkt ikke snakke om, at beslutningen i sig selv skulle besidde den ene eller den anden etiske kvalitet, da vi endnu ikke har tilstrækkeligt materiale til at vurdere, om dømmekraften bag beslutningen var god eller dårlig.

Ikke mindst ved vi heller ikke, hvor meget (eller lidt) personerne bag offentliggørelsen af #PizzaGate eventuelt ved, som vi ikke ved.

Kunne det tænkes at de lå inde med information, som blev tilbageholdt af strategiske årsager? Viden som det af den ene eller anden årsag ikke ville være hensigtsmæssigt at dele med offentligheden endnu? Noget der gjorde dem stensikre i deres sag og deres beslutning, selvom de ikke 'kunne bevise noget' i en kriminel-teknisk forstand endnu?

Når vi ikke kan besvare sådanne spørgsmål definitivt, er det også vanskeligt at bedømme sagen i dens rette kontekst.

Der er for meget vi ikke ved.

*

Lige meget hvordan vi ser på #PizzaGate-fænomenet, er det umuligt at undvige fænomenets etiske karakter: Og #PizzaGates specifikke moralske kvalitet afhænger helt og holdent af virkeligheden: Om der rent faktisk er en sag eller ej.

Før vi ved om der er en sag, må spørgsmålet om den etiske dimension derfor forblive et åbent spørgsmål.

Vi kan imidlertid vide med nærmest absolut sikkerhed, at enten det ene eller det andet må være tilfældet: At eksistensen af #PizzaGate enten er en god eller en dårlig ting i en moralsk forstand.

Spørgsmålet er bare, hvad der mere specifikt er rigtigt og forkert i sagen.

Vi kan føle os mere eller mindre sikre i vores sag, men vi kan ikke vide det med 100% sikkerhed. For nu er det stadig et spørgsmål om den individuelle vurdering.

*

Min vurdering af 'sagens' karakter baserer sig på overvejelsen af følgende hypotetiske scenarier:

1. Hvis anklagerne viser sig at holde vand, og offentliggørelsen af #PizzaGate rent faktisk tilvejebringer de afgørende beviser på en række kriminelle forhold, kan der ikke være tvivl om beslutningens etiske kvalitet: Eksistensen af børnemisbrug på den skala som anklagerne postulerer er ekstremt uetisk hinsides alt tvivl, og en aktiv beslutning der bidrager til at bringe en sådan grusomhed og kynisme til ophør, må derfor også være en rigtig beslutning.

2. Men hvis anklagerne holder vand, og offentliggørelsen af #PizzaGate ultimativt viser sig at være forstyrrende i forhold til at tilvejebringe et endeligt bevis, fordi sagen f.eks. kommer til at drukne i for meget hastigt akkumuleret spekulativt materiale, der får sagen til at fremstå mere usandsynlig, og derfor mindre overbevisende end den faktisk er; og hvis dette betyder at de skyldige kan slippe afsted med deres forbrydelser, ved at skjule sig bag den åbenlyse urimelighed i en stor del af det ophobede 'bevismateriale'; ja, så er der ingen tvivl om, at beslutningen er en forkert beslutning. I så fald ville det have været bedre at holde sagen bag lukkede døre, og vente med at offentliggøre noget til man havde opbygget en 100% vandtæt sag.

3. Hvis anklagerne holder vand, og offentliggørelsen til gengæld får de implicerede til at handle i panik, på en måde der bringer konkrete beviser for dagen via mistænkelig opførsel, så var det en rigtig beslutning.

4. Men endelig: Hvis anklagerne ikke holder vand... tja, så har man startet en omfattende heksejagt på uskyldige, der med stor sandsynlighed får enorme menneskelige konsekvenser for de implicerede, og så er der altså tale om en etisk forkert beslutning. En hovmodig skråsikkerhed der trækker menneskelig tragedier i sit kølvand.

*

Dertil kommer det komplekse spørgsmål om #PizzaGates politiske implikationer, der i høj grad fungerer uafhængigt af spørgsmålet om realiteten bag anklagerne.

Nogle vil uden tvivl mene at det politiske establishement, som anklagerne retter sig imod, i sig selv er af en så moralsk anløben karakter, at alle midler er tilladte i forhold til at underminere det.

I denne dimension betyder det mindre om anklagerne er sande eller falske. Her er det snarere et spørgsmål om det propagandistiske potentiale i #PizzaGate.

På baggrund af sådanne overvejelser kunne sagen altså hypotetisk set handle mere om at piske en voldsom folkelig stemning op, og rette den imod den såkaldte 'politiske elite' i Washington som et politiske pressionsmiddel, end den kunne handle om sandheden bag anklagerne.

Det ved vi heller ikke.

(Denne dimension fortjener en mere dybdegående selvstændig behandling, som dog falder udenfor nærværende indlægs scope).

*

Vurderingen af #PizzaGates styrke som medie-fænomen og som potentielt politisk pressionsmiddel hænger nært sammen med det endelige spørgsmål om, hvorvidt #PizzaGate er en moralsk set god eller dårlig ting.

#PizzaGaterne (#PGerne) vil vinde i styrke, desto mere #PizzaGate udviser potentiale til at udvikle sig til en mere konkret sag med specifikke anklager rettet imod specifikke personer.

Omvendt vil MSM og udlægningen af sagen som Falske Nyheder vinde terræn, desto længere tid der får lov at gå, uden at der materialiserer sig en konkret sag.

Hvilken vinkling der ultimativt sejrer bliver et spørgsmål om, hvilken side der repræsenterer det moralsk set rigtige valg.

I det næste indlæg vil jeg forsøge at rekonstruere det forløbige materiale i #PizzaGate på en sådan måde, at sagen fremstår så stærk (dvs. sandsynlig) som muligt (på baggrund af mine indrømmet fejlbare vurderingsevner). På baggrund af rekonstruktionen vil jeg derefter forsøge at overveje sagen så¨nøgternt som muligt, under hensyn til spørgsmålet om #PizzaGates potentiale for, at udvikle sig i retning af etableringen af en konkret sag.

Kriteriet for bedømmelsen af #PizzaGate-sagens styrke er altså ultimativt, om sagen i en overordnet forstand peger i retning af potentielt beviselige forhold, eller om den omvendt tenderer for kraftigt imod spekulative (ubeviselige) postulater.

Rekonstruktionen og den følgende vurdering hviler imidlertid i sidste ende udelukkende på mine egne evner til at skelne rigtigt fra forkert. Min private dømmekraft er den ultimative fejlkilde.

Tak fordi du læste med!

catch you on the flip side

Mediernes rolle i #PizzaGate

[NB: Følgende indlæg er forfattet før historien om den bevæbnede mand, der trængte ind på Comet Ping Pong-pizzeria, ramte medierne]

Formålet med denne blog er (som beskrevet i første post) at etablere et rum for løbende kommentarer på den verserende #PizzaGate-sag, der har brilleret med stor tilstedeværelse på nettet, i form af blog-posts, reddit-tråde, 4chan-diskussioner, Youtube-videoer, tweets og nyhedsartikler fra de såkaldte 'alternative medier' (internet-medier) den sidste lille måneds tid.

I skærende kontrast til #PizzaGates markante tilstedeværelse på nettet står de etablerede medier (trykkepressen, TV og traditionel radio + deres outlets på internettet), der stort set ikke har givet sagen nogen dækning overhovedet.

Hvorfor eksisterer denne opdeling?

*

Den eneste hidtidige omtale af #PizzaGate i den gamle presse består i en lille håndfuld artikler (New York Times, Washington Post, BBC) der alle anlægger den samme vinkel på stoffet: At det er et åbenlyst og omfattende eksempel på produktionen af de såkaldte Falske Nyheder, som megen af debatten i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg har drejet sig i retning af i mediernes mainstream.

Et åbenlyst bud på opdelingens berettigelse kunne altså være, at #PizzaGate simpelthen ikke lever op til de journalistiske standarder, som de 'almindelige' medier håndhæver, og som ikke eksisterer på samme måde på nettet.

*

LINKS:

BBC

New York Times

Washington Post

[NB: Den oprindelige #PizzaGate-historie fra Washington Post er tilsyneladende blevet taget offline. Ovenstående inkluderer de seneste nyheder om den bevæbnede mand, der trængte ind på Comet Ping Pong]

*

Konklusionen at der skulle være tale om et klokkeklart tilfælde af Falske Nyheder, falder selvsagt dem for brystet, der hidtil har investeret et utroligt arbejde i at afdække #PizzaGate: Nemlig de mange små, ofte selvfinansierede medier, blogs, Youtubere og alskens 'uafhængige researchere' (dvs. individuelle personer, der deltager i debatten og 'afdækningsarbejdet').

Disse føler ikke at #PizzaGate bliver behandlet med den alvor, som sagen i deres øjne fortjener.

De bliver vrede, og om man personligt tror på #PizzaGate eller ej, så er det en psykologisk forståelig reaktion. I lyset af den enorme alvor og dedikation, som mange af #PizzaGaterne (#PGerne) behandler sagen med, er en blank afvisning af sagens legitimitet svær at sluge. De føler at man end ikke gider gøre et halvhjertet forsøg på at sætte sig ind i sagen.

Den resulterende skepsis overfor Mainstream Mediernes (MSM) dækning og (manglende) reaktion på materialet er imidlertid ikke bare forståelig. Den er også forudsigelig.

*.

MSMs manglende vilje til at tage #PGerne og deres arbejde alvorligt kommer ikke som en overraskelse for de fleste #PGere, der for manges (sandsynligvis langt størstedelens) vedkommende ikke har nogen tillid til MSM alligevel.

At MSM ignorerer det, som #PGerne finder vigtigt, er med andre ord ikke noget særegent for #PizzaGate: Noget tilsvarende har fundet sted mange gange før.

Navnlig i forbindelse med det netop overståede amerikanske præsidentvalg, hvor mange følte sig fremmedgjorte overfor den entydigt kritiske linje, der blev kørt overfor Donald Trump i MSM.

Omvendt så vi i samme forbindelse, at mange af de alternative medier og online-miljøerne omkring dem var mere Trump-venligt stemte, og generelt kommenterede valget ud fra en helt anden verdensforståelse end MSM.

Her rettede den entydige kritik sig omvendt imod Hillary Clinton og staben omkring hende, som man med nogen ret hævdede fik en priviligeret behandling i MSM.

En påstand som vel at mærke blev voldsomt sandsynliggjort under henvisning til en række af de lækkede John Podesta-mails, der blev offentliggjort af Wikileaks i løbet af valgkampen. Her fik man nemlig indblik i et overraskende intimt forhold mellem Clinton-kampagnen og mange repræsentanter for MSM.

I kraft af valgets (i MSMs forståelsesramme) overraskende udfald har de små medier vundet meget i kredibilitet.

Disse vurderede Trumps chancer for gode, og rapporterede generelt på baggrund af helt andet stof end MSM (der udover John Podestas mails bl.a. inkluderede James O'Keefes omfattende infiltration af den Demokratiske kampagne med skjult kamera og de resulterende internet-videoer, der gik under navnet Project Veritas).

De alternative medier har momentum, og dette skyldes i høj grad en generelt dalende tillid til MSM. En mistillid der vel at mærke ikke er grebet ud af det blå, men begrundet på et troværdigt kildemateriale.

*

Skepsis overfor MSMs generelle troværdighed er intet nyt fænomen. Den har dog været stejlt stigende over de sidste mange år (særligt i 2016), og denne stigning korrelerer antageligt med internettets udbredelse og voldsomt stigende popularitet i den samme tidsperiode.

Internettet har løbende åbenbaret sig som stedet, hvor den utilfredse medieforbruger søger hen, når han definitivt har fået nok af MSM, og denne trend har efterhånden nået et stade, hvor internetmedierne er begyndt at vinde større indflydelse på diskursen.

Det så vi som allerede nævnt ved det amerikanske præsidentvalg: Store dele af Donald Trumps kommunikations-strategi blev konstrueret omkring appellen til følelser og overbevisninger, der var vidt udbredte og artikulerede i den alternative presse og på nettet, men som stort set ikke fik nogen omtale i MSM.

Resultatet blev en dækning, hvor Trump kom til at fremstå som verdensfjern løs kanon i MSM, da MSM nægtede at tage de perspektiver alvorligt, som Trump appellerede bevidst til, og som var righoldigt til stede på nettet. Dermed så det ud som om, at Trump var en kandidat der konstant greb vilde historier og anklager ud af den blå luft.

Valgresultatet viste således at overraskende mange amerikanere ikke kunne genkende MSMs vinkling, og derfor ikke tog den synderligt alvorligt.

Hvis de havde gjort det, ville de nemlig ikke have stemt på Donald Trump.

*

Som platform har internettet vist sig utroligt ydedygtigt i forhold til at imødekomme et latent marked for medieprodukter designet til en mere personligt orienteret medieverden, der i fugleperspektiv bærer præg af pluralisme og DIY-ethos på den ene side, og total kaos og uregerlighed på den anden.

Mange foretrækker efterhånden denne medieverden frem for den traditionelle.

Derfor er det relevant at overveje, hvad det er netmedierne tilbyder, som MSM tilsyneladende ikke gør. Hvorfor er det, at mange mennesker begynder at søge væk fra MSM, og er det en god eller en dårlig ting?

Hvad er det for en type materiale, som de små medier gerne vil rapportere på, og som de store medier omvendt undlader at nævne med mere end få skeptiske ord? Hvorfor eksisterer der denne forskel imellem dem, og hvorfor appellere MSM til nogle, og de alternative netmedier til andre?

I kontrast til den polerede og (over)producerede traditionelle medieverden ser mange af internettets medie-producenter og -forbrugere internettets medieudbud som et mere virkelighedsnært alternativ til MSM, der i deres øjne er gået til i form-over-indhold, manipulerende materiale og uigennemskuelige bagvedliggende motiver.

De mener øjensynligt at der er mere interessant og relevant stof at finde i de alternative medier end der er i MSM.

*

Dertil kommer en bestemt og (har det vist sig) overraskende bredt appellerende feature ved internettets medie-udbud, som MSM ikke har vist sig i stand til at konkurrere effektivt med hidtil: Nemlig den direkte mulighed for interaktion med stoffet.

På nettet er du ikke bare en passiv forbruger, men også potentiel medskaber af nyhederne:

*Du kan kommentere historier med øjeblikkelig publikation (i stedet for den traditionelle, mere langsommelige læserbrevs-model).

*Du kan dele stof via de sociale medier som Facebook og Twitter, og således aktivt opfordrer andre til at forholde sig til præcis det materiale, som du vælger at dele.

*Og endelig kan du tage skridtet fuldt ud, og starte en blog, eller din egen Youtube-kanal, og promovere dine egne synspunkter.

Det hele er tilmed gratis.

Kravene man skal opfylde for at deltage er få og små: Du skal bare kunne skrive så det kan læses og besidde en minimal indsigt i brug af nettet, så kan du starte en blog. Og hvis du vil være Youtuber behøver du ikke andet end et hæderligt videokamera, og den slags findes allerede indbygget i mange almindelige telefoner og computere i forvejen.

Det er altså ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt forbrugeren har mulighed for at prøve sig selv af i medierne, som det er et spørgsmål, om han har lyst til det. Forbrugeren er allerede good to go i forhold til at tage skridtet og blive producent.

*

Afstanden imellem forbruger, produkt og produktion er således meget lille i den alternative medieverden. Meget mindre end i nogen hidtil kendt medieform.

Afstanden imellem MSM og forbruger er omvendt meget stor. Der er et stort produktionsapparat, journalister og 'stjernerapportere', dyrt udstyr, professionelt mandskab, og ikke mindst nogle (mange) penge der skal finansiere hele molevitten.

Der er en hel organisationsstruktur der står imellem produktet, forbrugeren og producenten.

Den omfattende organisationsstruktur gør alt andet lige nyhedernes tilblivelsesproces til en mere kompleks og uigennemskuelig affære i MSM, end det gør blandt en gruppe som eksempelvis #PGerne.

Dertil kommer at du enten skal arbejde meget hårdt og længe, eller have forbindelserne i orden, hvis du som forbruger gerne vil have en fod indenfor i den traditionelle MSM-verden, og udøve indflydelse den vej rundt.

For mange er det lukket land.

Det er den alternative medieverden ikke.

Alle kan i princippet blive #PizzaGatere (#PGere) eller tilsvarende hvis de har lysten og evnerne til det. Det betyder intet hvilket netværk du har - bare du har en netforbindelse.

*

I tilgift til at mange medie-forbrugere føler sig udelukkede fra MSM-verdenen i udgangspunktet, kommer også spørgsmålet om pengene.

De større omkostninger ved MSMs produktion af nyheder, reportager, analyser, dokumentarer og debat-programmer, de mange ansatte og størrelsen på virksomhederne bag, får mange til at spørge sig selv, hvor alle pengene kommer fra, og hvorfor de økonomiske bagmænd vælger at investere som de gør, og ultimativt om disse interesser har en indflydelse på stoffets troværdighed (hint: Det har det).

Mange af de mennesker, der bidrager til internettets kaotiske medie-underskov har ikke nødvendigvis så meget til fælles indbyrdes, men hvis der er en ting der binder dem alle sammen, så er det en enorm skepsis overfor MSM, hele den verden og økonomi som MSM repræsenterer, og en utryghed overfor spørgsmålet om de bagvedliggende motiver: Om MSM faktisk har en interesse i, at fortælle den sande historie.

Man er altså generelt enige om, hvad man er imod i den alternative medieverden. Man er dog knap så enige om, præcis hvad man står for.

Derfor er det egentlig også lidt upræcist når vi taler om 'internetmedierne' som om der var tale om én uniform størrelse.

Eller som det infamøse hacker-fænomen Anonymous' 'slogan' lyder (Mark 5:9)

My name is Legion, for we are many.

Nogle er meget højreorienterede, andre er meget venstreorienterede, mange er libertarianere, andre er kristne, nogle er formentlig anarkister, mens andre er nærmest arketypiske 'helt almindelige mennesker', der bare føler trang til at dele deres eget perspektiv.

Der er selvfølgelig også mange konspirationsteoretikere. Men der er også mange, som ikke er det.

Der er tale om en ufatteligt mangfoldig 'gruppe' af forskellige små bevægelser og individer, der ikke nødvendigvis er enige om så meget andet end, at MSM - og alt det som MSM repræsenterer - har fejlet.

*

For at forstå et fænomen som #PizzaGate bliver man nødt til at forstå, at folkene bag afdækningen af #PizzaGate (#PGerne) som minimum har en betragtelig (og for mange endog total) skepsis overfor MSM. De tror stort set ikke på ét ord fra de kanaler.

De ser det som propaganda.

Hvad end de implicerede #PGere ellers måtte mene om dette og hint, så har de som minimum antipatien overfor MSM til fælles.

Den kolde luft går selvfølgelig også den anden vej (som kold luft jo gør). MSM forholder sig ofte overmåde skeptisk overfor den nye medieverden på nettet, og behandler den mere eller mindre konsekvent som en potentiel trussel fremfor en eventuelt allieret.

Det er den foreløbige MSM-vinkling på #PizzaGate da også bare endnu et eksempel på. MSM er i det store hele ikke villige til, at anerkende #PGernes eksistensberettigelse som legitime journalister og 'researchere', og derfor overvejer de end ikke at tage sagen om #PizzaGate alvorligt.

*

Internettets medier er ofte langt mere 'intime' og personlige (nogle vil sige amatør-agtige) i deres udtryk, og de er som regel drevet mindst lige så meget (hvis da ikke mere) af entusiasmen og det personlige engagement hos skaberne end af betydelige monetære interesser.

Dette er for MSM mere end rigelig grund til, ikke at tage de nye medier alvorligt. De er jo uprofessionelle.

Alle kan sige hvad som helst, og det er ofte svært at gennemskue de bagvedliggende motiver. Ind imellem virker det som om, at skellet mellem sandt og falsk ikke betyder noget overhovedet.

Disse indvendinger er ikke 100% urimelige. Det er sandt at de nye medier i sagens natur er utroligt subjektive, og at producenten ikke altid skelner klart imellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er personlige holdninger.

Det er essentielt at huske på dette forbehold for enhver, der for alvor dykker ned i de alternative medier i håb om, at opdage noget der er sandfærdigt. Alting er bestemt ikke hvad det giver sig ud for at være. At tro andet er naivt.

Omvendt er MSM dog gennemsyret af nogle betragtelige pengesummer, og dertil kommer også de mange veldokumenterede personlige forbindelser imellem toppen af MSM og de politikere, embedsmænd og erhvervsfolk som MSMs journalistiske arbejde ofte drejer sig om.

Selvom MSM altså unægteligt fungerer mere professionelt end internetmedierne, så er dette ingenlunde en tilstrækkelig grund til at formode, at MSMs egne motiver for at anlægge en bestemt dækning er transparente af den grund.

Snarere tværtimod.

Det er ofte langt sværere at gennemskue, hvor MSM taler fra (og hvilken sag de taler for) end det er at regne ud, at en enlig halvfuld redneck der taler om racepolitik i et webkamera bare er én person, der udtrykker sin egen holdning, og intet andet.

Selvom det sidste eksempel selvfølgelig er karikeret, er det ikke grebet ud af det blå. Meget internet-journalistik og -analyse er rent faktisk baseret på præcis det samme simple princip (omend det analytiske niveau overraskende ofte ligger langt over hvad man måske kunne forvente): En enkelt gut der taler i en mikrofon. Stille og roligt. Måske nogle billeder.

Det er det. Mere skal der ikke til.

Selvom anklagen om manglende troværdighed og journalistiske standarder altså er værd at tage med, må vi huske på at man snildt kan rette nogle andre, men principielt tilsvarende anklager imod MSM.

Samtidig må vi huske på, at MSM repræsentere en verden der føler sig truet på både indflydelse, økonomi og eksistensberettigelse af den nye medieverden.

Hvor meget af MSMs kritik af de nye medier, der er begrundet i oprigtig bekymringer om stoffets troværdighed, og hvor meget der stammer fra mere pragmatiske forretningsinteresser, må således forblive et åbent spørgsmål.

Kunne den entydige kritiske vinkling ikke også rumme elementer af, at internetmedierne simpelthen udbyder et medie-produkt, som MSM har vanskeligt ved at konkurrere med?

Det kan for mig at se ikke udelukkes, at MSMs fokus på Falske Nyheder på nettet ikke kun stammer fra en ren bekymring over manglende journalistiske standarder, men også er et forsøg på at genopfinde deres eget brand (/egne brands).

Det ville også være naivt at undlade at tage denne overvejelse alvorligt.

*

"Real news deserves real journalism. Subscribe to The New York Times. 50% off for 52 weeks."

-Reklame for New York Times (set på Facebook)

*

Internettets medier har følgende kvaliteter frem for MSM: Det er billigt, hurtigt og nemt at producere materiale, og du kan indgå i aktiv udveksling med andre forbrugere og med producenterne selv, og dele dine tanker og (foreløbige) konklusioner og kommentarer øjeblikkeligt

Du kan endog selv supplere med materiale, hvis du har lyst, tid og/eller synes det er nødvendigt.

I modsætning hertil er MSM en omkostningsfuld operation: Produktionerne tager længere tid og MSMs muligheder for at orkestrere og videreformidle en levende debat er derfor også mere begrænsede.

Dertil kommer hele udvælgelsesproceduren, hvor MSM nødvendigvis må prioritere taletiden hos visse meningsdannere, og eksperter over andres, grundet det tunge, centraliserede produktionsapparat og den således indstiftede produktionskultur.

MSM kan simpelthen ikke fungere uden sådan en indbygget udvælgelsesproces, og dette influere uundgåeligt på MSMs narrativer.

På den bane fremstår MSM på mange måder noget gumpetunge i sammenligning med de mere fleksible nye medier. Her er udvælgelsesprocessen nemlig outsourcet til forbrugeren.

Du kan i princippet finde alle perspektiver repræsenteret på nettet, men du skal selv gøre en indsats for at finde dem. Til gengæld er dit valg 100% frit. Der er ingen der fortæller dig, hvem der er eksperter, og hvem du ikke kan stole på. Det må du selv finde ud af.

Og alle disse små og store eksperter er tilsyneladende beskæftigede i døgndrift med at producere nyt materiale, der repræsenterer lige præcis deres perspektiv på nyhederne parallelt med at de udvikler sig.

MSMs svaghed er dog også deres styrke: Grundet netop det uniforme produktionsapparat har MSM den store fordel frem for den konkurrerende pluralitet af små medier, at én stor historie der virkelig er 'breaking', og som kan leve længe og godt i MSM-universet, uden problemer overdøver alle forsøg på alternative vinklinger i undergrunden.

Det kræver tid at køre det store skyts i stilling, men når først det står der, kan der bombarderes intenst og effektivt i én retning uden ophør med en enorm kraft.

MSM kan med andre ord stadig præstere den massive dækning på en måde, som de små medier ikke kan hamle op med.

En presserende enkeltsag af stor national interesse (som f.eks. et terror-angreb eller et celebert dødsfald) vil derfor i sagens natur være langt mere modtagelig for MSM, når det kommer til at definere begivenhedens betydning og implikationer, og stemple denne fortolkning ind i den brede folkelige bevidsthed.

*

Summa summarum:

Selvom den generelle tillid til MSM er dalende, og har været det i mange år, så er der relativt og realistisk talt nok stadig flere mennesker, der nærer tillid til MSM, end der er folk, der nærer tillid til internetmedierne set over en bred kam.

(I hvert fald hvis vi betragter den vestlige verden som en hehed. I tilfældet USA er det mere tvivlsomt. En stor Gallup-undersøgelse viser, at mindre end en tredjedel af amerikanerne stoler på MSM).

Udviklingen over de sidste år har imidlertid ikke været til MSMs fordel, og alene det sidste år har de lidt to store nederlag på troværdigheden.

Udover Trumps triumf i USA har britternes Brexit tilføjet MSM stor skade.

Så godt som alle repræsentanter for den gamle medieverden viste sig at tage fejl i deres skråsikre forudsigelser. Deres analyser var uholdbare, og det efterfølgende resultat efterlod ingen i tvivl om det faktum.

Omvendt så vi ved samme lejligheder et boom i de alternative medier på nettet, der i begge tilfælde brillerede med både mere og bedre materiale end nogensinde før.

Resultaterne gav kredibilitet til de små mediers ydeevne ifht. at producere god journalistik og politisk kommentar. Mange forbrugere så, at de små mediers forudsigelser kunne stemme bedre overens med virkeligheden end dem, der var at finde i MSM, og den slags gør indtryk.

Jeg vurderer (bl.a.) #PizzaGate som det seneste og hidtil mest ambitiøse forsøg fra de alternative mediers side på, for alvor at blive dagsorden-sættende. Dette er et perspektiv på sagen, som man ikke kan tillade sig at ignorere.

*

Når jeg dækker #PizzaGate på denne blog, er der således flere årsager til det:

For det første den åbenlyse spænding i at følge udviklingen i en sag, der er mere surrealistisk og grotesk end nogen sag jeg mindes at have været vidne til i min egen livstid: Hvad er sandhed, og hvad er spekulation? Finder #PGerne ultimativt en smoking gun? Eller er det hele bare projektioner, ammestuesnak, og én fjer der bliver til 10.000 høns?

For det andet er der imidlertid også en Meta-Medie historie gemt i #PizzaGate: Nemlig en historie om en alternativ medieverden - repræsenteret ved #PGerne - der udfordrer MSM på en historie, der er så spektakulær, at MSM vil lide (endnu) et stort nederlag på troværdigheden, hvis der viser sig at være bare en flig af sandhed bag anklagerne og spekulationerne.

Her har vi måske at gøre med det største potentielle nederlag for MSM ind til nu: Måske endog et fatalt nederlag, der får den allerede dalende tillid til at forsvinde helt.

Hvem ved? Det er langt fra sikkert, men det er værd at holde sig in mente.

*

Omvendt kan #PizzaGate også risikere at udvikle sig til en gigantisk ydmygelse for den alternative medieverden, hvis det viser sig, at sagen ikke har noget på sig.

Selvom det langt fra er alle internetmedier, der beskæftiger sig med #PizzaGate, kan vi nemlig være temmelig sikre på, at de alle kommer til at bøde for det, hvis #PGerne viser sig at tage totalt fejl.

Sagen kan nemlig være potentielt livstruende for den alternative medieverden på nettet som sådan.

Det er faktisk hele dennes principielle eksistensgrundlag det drejer sig om, hvis man tænker en smule over sagens implikationer.

*

Dette skyldes netop, at den kamp mod de tidligere nævnte Falske Nyheder, der bliver advokeres i store segmenter af MSM, er overordentlig oplagt at harmonisere med en række politiske tiltag i retning af, at gribe aktivt ind overfor Falske Nyheder på nettet i form af moderation og censur (som vi kender det i Kina).

Når MSM taler om Falske Nyheder taler de således også for en bestemt politisk sag: En sag der vil være til åbenlys ulempe for netop de internet-baserede medier og hele den verden af 'uafhængige researchere', der står bag sagen om #PizzaGate (og andre).

Hvis #PizzaGate viser sig at være en and vurderer jeg derfor, at sagen med stor sandsynlighed vil komme til at fungere som et fremtidigt våben for MSM, som vil bruge den målrettet til at bringe de alternative medier i miskredit.

For det første vil sagen være et scoop for MSM, fordi de kan referere til, at de aldrig lod sig narre. Dermed kan de genvinde meget af den troværdighed, som pt. glider ud mellem fingrene på dem, og hævde sig selv som den sande standard for journalistisk metodik.

Og for det andet vil en falsk #PizzaGate-sag altså passe som hånd i handske for de politiske kræfter, der ønsker at introducere mere overvågning og censur på nettet.

Det er disse tråde der væver sig sammen i MSMs vinkling om, at der er tale om Falske Nyheder, og begge ting til sammen tror jeg vil være nok til at knuse det spirrende økosystem af net-medier fuldstændig - eller i det mindste sætte det meget langt tilbage.

*

#PizzaGate er qua sagens spektakulære anklager og mildt sagt foruroligende implikationer en sag, der er dømt til at vække bredere opsigt før eller senere.

Enten vil man huske sagen som et af de mest fatale og alvorlige svigt fra myndighedernes og mediernes side nogensinde - eller også vil #PizzaGate blive iscenesat som et af de mest kyniske og forstyrrede propagandistiske revolutionsforsøg nogensinde med store menneskelige konsekvenser til følge

I sidstnævnte tilfælde vil #PizzaGate blive udråbt som et uomtvisteligt symbol på, hvor stor en fare Falske Nyheder udgør, og hvor stor nødvendigheden af en vis grad af web-censur er.

Det vil blive fremhævet kraftigt hvor meget de implicerede såsom James Alefantis (og ikke mindst medarbejderne på hans pizzeria) har lidt på et personligt plan. Denne narrative tråd er allerede blevet taget op, som vi ser i de ovenfor linkede artikler.

Dertil vil vi blive mindet om, at det jo kunne ske for os alle sammen.

Vi kunne alle blive ofre for en hovedløs heksejagt funderet på intet andet end frygt, vrede og projektion, som via internettets muligheder for lynhurtig kommunikation vokser sig til direkte person-udslettende chikane på ingen tid. Alle kan i princippet blive ofre.

Dette er et potentielt meget stærkt argument for censur og redaktion.

*

Men hvad nu hvis #PizzaGate viser sig faktisk at have noget på sig?

Ja, så er der ingen der ved hvad der kommer til at ske.

Vi kan dog som minimum regne med, at det vil placere ikke bare MSM, men også en lang række magtfulde politikere og embedsmænd i en temmelig vanskelig situation. Og hvem ved, hvordan de qua deres magt og indflydelse så kunne finde på at reagere?

Lige meget hvilken vej sagen svinger, er der tale om potentielt dramatiske konsekvenser for de involverede parter.

Dette er én af grundpræmisserne for min udforskninge af #PizzaGate-fænomenet på disse sider: At jeg i første omgang ikke ved, hvad der er sandt og falsk i sagen, men at jeg til gengæld mener at kunne argumentere rimelig overbevisende for, at der er noget meget alvorligt på spil for alle involverede spillere, lige meget hvad der så viser sig at være tilfældet.

Min hypotese bliver derfor, at de alvorlige implikationer har alt at sige i forhold til hvordan sagen bliver dækket (eller ignoreret) fra de forskellige sider. Alle vil forsøge at dreje sagen til deres egen fordel (eller måske snarere: for at undgå deres egen ulykke). Alle parter har meget investeret i #PizzaGate.

Det interessante spørgsmål er nu, hvis' fordel der er bedst forenelig med sandheden.

*

Som du nok forstår, er det meget vigtigt for mig at understrege (igen og igen), at jeg ikke selv er nået til nogen endelig dom over sagen overhovedet.

Der er stadig for lidt materiale at forholde sig til, og det materiale der cirkulerer er langt fra altid af lige høj kvalitet. Det er meget vanskeligt at konkludere noget entydigt på baggrund af.

Jeg synes langt fra altid at #PGernes sag er ligeså vandtæt, som nogle af dem selv synes at tro, at den er.

Alligevel vurderer jeg at noget af det materiale, der faktisk er blevet præsenteret, er tankevækkende nok til, at #PizzaGate ikke bør udelukkes totalt.

Der er blevet afdækket nogle få, men (tilsyneladende?) stærke og alvorlige forbindelser og sære sammentræf. Dertil kommer en enorm mængde materiale, hvor fortolkningsmulighederne er ambivalente (mildt sagt).

Derudover er der tydeligvis nogle, der arbejder målrettet med sagen på en måde, der gør det problematisk at tale entydigt om ren amatør-efterforskning, selvom meget andet materiale synes at pege i den retning.

Der er stor niveau-forskel på de forskellige input, der holder sagen i live.

Den oprindelige #PizzaGate-tråd postet til Reddit af u/DumbScribblyUnctious er tydeligvis resultatet af et grundigt stykke arbejde.

Men samtidig er der også den forventelige mængde løse rygter og ammestuesnak at tage hensyn til. Den slags vil uundgåeligt opstå omkring sager af #PizzaGates karakter.

Alting er et stort virvar, og vi kan derfor hverken behandle #PizzaGate som en ren amatør-forestilling eller som en professionel efterforskning. Begge elementer synes nemlig at være til stede, og jeg finder det uansvarligt at ignorere det ene element fuldstændig frem for det andet.

Kunsten består i at sortere, og løbende vurdere hvor stærkt eller svagt #PizzaGate-sagen egentlig står på baggrund af bevisernes rimelighed.

*

Ambitionsniveauet for denne blog er først og fremmest at dokumentere mine egne bestræbelser på at danne mig en form for overblik over sagen.

Jeg er ikke selv #PGer, da jeg ikke deltager aktivt i selve efterforskningsarbejdet.

Men jeg er bestemt heller ikke på bølgelængde med MSM, da jeg deler bekymringen over den skråsikre måde, som MSM nægter at forholde sig alvorligt til en sag som #PizzaGate på.

Jeg mener at veldokumenterede sager som Jimmy Savile-sagen i England, de mange sager om misbrug indenfor den Katolske Kirke og det højst organiserede og 'professionelle' børnemisbrug i Hollywood, gør det meget problematisk at affeje anklagerne entydigt i udgangspunktet.

(Sidstnævnte bliver for øvrigt skildret på en meget rystende og uimodsigeligt virkelig måde i dokumentar-filmen 'An Open Secret', som kan anbefales - omend ikke som 'hyggelig underholdning' en fredag aften).

Selvom anklagerne unægteligt er spektakulære, har vi nemlig set noget lignende før.

Erfaring viser os utvetydigt at omfattende børnemisbrug kan være strukturelt indvævet i store, magtfulde organisationer såsom Kirken og underholdningsindustrien, og selvom dette naturligvis ikke beviser at det politiske system lider under samme problem, giver det unægteligt anklagerne en større karakter af sandsynlighed.

Vi ved ikke om det foregår, men vi ved at det kan lade sig gøre.

*

Jeg er en udenforstående observatør, der følger en sag gennem medierne og beskriver hvordan han oplever den. Intet andet end det.

Jeg vil dog på ingen måde lade som om, at jeg er 100% objektiv og 'nøgtern' af den grund (for hvem er virkelig det?). Jeg ved at jeg kommer til at dele en del tanker, som er af spekulativ karakter. Jeg ved at min egen måde at se tingene på uundgåeligt vil spille ind. Hvordan skulle det kunne undgås?

Jeg vil dog gøre mit ypperste for at være så transparent som muligt: Åbent beskrive mine overvejelser inklusiv alle usikkerheder og forbehold, så det så vidt muligt fremstår tydeligt hvor det er min egen mening og fortolkning der kommer til udtryk, og hvor jeg snakker om ting, som vi faktisk kan vide med sikkerhed.

I tilfældet #PizzaGate tror jeg bare, at det er overordentligt vanskeligt at trække netop det skel. For hvor meget (eller lidt) kan vi egentlig vide? Er der ikke for mange ubekendte? Ved vi i grunden ikke alt for lidt?

Eller ved vi allerede mere end rigeligt? Jeg er ikke 100% overbevist, men det er der mange, der er.

Derudover er sagen utroligt emotionelt belastende at beskæftige sig med, og denne faktor vil uundgåeligt influere den enkeltes dømmekraft i en mindre objektiv retning.

Jeg benægter ikke selv at være påvirket af sagen, selvom jeg ikke er involveret i den. Det tror jeg ikke, at man kan undgå at blive, når man begynder at dykke ned i et så dystert og ubehageligt emneområde.

Derfor vil jeg til slut opfordre læseren til at drage sine egne konklusioner, i stedet for blot at følge mine blindt. Jeg ved ikke hvad der er op og ned i denne sag, og jeg ved heller ikke om det overhovedet er muligt at finde ud af det. Men jeg ved at jeg har tænkt mig at prøve.

Hvis du også har tænkt dig at prøve, kan du altså følge mine overvejelser her, og vurdere med dig selv, hvad du synes giver mening, og hvad der ikke gør.

Bare undgå at tage mig for en autoritet på området. For meget er jeg godt nok, men lige præcis det er jeg ikke.

Tak fordi du læste med!

catch you on the flip-side

Hvad er #PizzaGate?

#PizzGate er et generisk navn for alt materiale og aktivitet relateret til en cyber-aktivistisk operation på nettet rettet imod at afsløre organiseret børnemisbrug blandt magtfulde og indflydelsesrige politikere og embedsmænd i Washington DC. Det er det seneste i rækken af online #-Gate-fænomener, der også inkluderer #GamerGate og #MetalGate.

#PizzaGate-materialet omfatter (men er ikke begrænset til): Lækkede e-mails (the Podesta-mails; Wikileaks), artikler fra Mainstream-pressen, lækkede dokumenter (fra eks. FBI; Wikileaks), videoer (f.eks. interview med børn der hævder at være blevet systematisk misbrugt i diverse satanisk tematiserede 'krænkelses-ceremonier', diverse #PizzaGate-kommentar-videoer, foredrag af tidligere distriktschef i FBI Ted Gunderson, og lign.; Youtube), visse kunstneres værker og virke (Marina Abramovic, Kim Noble, Biljana Djurdjevic, Louise Bourgeois), Instagram-billeder, -profiler og kommentarer, afdækning af personlige og professionelle relationer mellem 'magtens folk' og meget meget andet.

#PizzaGate er et utroligt sammensat fænomen. der består af mange elementer, der relaterer sig til hinanden på mange måder. Kompleksiteten bivirker at #PizzaGate-fænomenet i første omgang har en vis karakter af uigennemskuelighed.

#PizzaGate blev sandsynligvis 'offentliggjort' første gang den 4. november 2016 i en tråd på det populære online diskussions-forum Reddit. I et underforum ('subreddit') dedikeret til diskussion af Donald Trump kaldet The_Donald, postede brugeren u/DumbScribblyUnctious en tråd med navnet: 'Comet Ping Pong -Pizzagate Summary'.

Den oprindelige tråd blev slettet fra Reddit, men en kopi findes her:

https://voat.co/v/pizzagate/1434956

*

Den oprindelige #PizzaGate-tråd er meget omfattende, og indeholder et væld af interesse-områder. Afdækningen af de forhold der konstituerer materialet i #PizzaGate, har tydeligvis stået på i et stykke tid, før 'man' altså valgte at offentliggøre, hvad 'man' hidtil mente at have fundet ud af (via u/DumbScribblyUnctious - men hvor mange og hvem der mere præcist har bidraget til at stykke #PizzaGate-sagen sammen er ukendt).

Det er altså værd at notere sig, at #PizzaGate allerede var en defineret størrelse før sagen blev præsenteret for offentligheden på Reddit. Tematikken om en skjult børneprostitutions-ring forbundet til magteliten i Washington DC ligger fast, og det gør størstedelen af #PizzaGates store fokuspunkter også: James Alefantis/Comet Pizza, David Brock/Media Matters og Correct the Record, pædofili-symbolerne (særligt forbundet med Besta Pizza), Podesta-brødrenes excentriske kunstsmag osv.

Posten er bygget meget systematisk op: Den er meget pædagogisk (så at sige). Der bliver ikke præsenteret noget direkte bevismateriale, men hvis man læser posten grundigt fra ende til anden, klikker på linksne som de bliver præsenteret, ser alle billederne og så fremdeles, bliver der uimodsigeligt skabt et meget levende og stærkt foruroligende billede i læserens hoved.

Så er spørgsmålet bare, om det billede også har noget med virkeligheden at gøre.

*

#PizzaGate handler ikke om sagens enkelt-elementer set i isolation, men snarere om samordningen af alle del-elementerne i ét stort billede. Helhedsindtrykket bliver altså ikke bygget op af de enkelte dele. Det er omvendt: Enkelt-elementerne får deres betydning, set gennem den fortolknings-linse, som det store billede giver os på forhånd.

Helheden er ikke funderet på delene. Delene er funderet på helheden.

Af samme årsag er det problematisk at fokusere på ét element af sagen, og postulere dette som et grundelement, som de øvrige dele er funderet på. Sådan ét findes nemlig ikke.

Alligevel skal man jo starte et sted. Spørgsmålet er bare hvor?

Efter nogen overvejelse er jeg nået frem til, at den såkaldte pizza-kode er den bedste indfaldsvinkel til sagen fra et opsummerende standpunkt.

Ikke fordi pizza-koden i sig selv er grundelementet i #PizzaGate, men fordi dette element måske tydeligere end noget andet rummer sagens muligheder, begrænsninger, problematikker og potentielt dramatiske implikationer i en nøddeskal.

Samtidig er det også #PizzaGates mest 'populære' element, og sandsynligvis noget af det første man vil bide mærke i, når man nærmer sig sagen udefra. Og dette på trods af, at koden ikke engang addresseres direkte i den oprindelige #PizzaGate-tråd, men snarere kan deduceres som en konsekvens af de anklager og spor, som bliver fremlagt.

Pizzakoden som interesseområde udspringer øjensynligt af følgende lille bemærkning i den oprindelige tråd, som falder i det allersidste afsnit ('Addendum - Items that don't relate directly to Comet Ping Pong'):

"Wikileaks has tons of e-mails with very bizarre wordings and coded meanings. This one is the least coded and the weirdest even in its provided context."

Det relevante afsnit i den linkede e-mail lyder som følger:

"With enormous gratitude to Advance Man Extraordinaire Haber, I am popping up again to share our excitement about the Reprise of Our Gang’s visit to the farm in Lovettsville. And I thought I’d share a couple more notes: We plan to heat the pool, so a swim is a possibility. Bonnie will be Uber Service to transport Ruby, Emerson, and Maeve Luzzatto (11, 9, and almost 7) so you’ll have some further entertainment, and they will be in that pool for sure. And with the forecast showing prospects of some sun, and a cooler temp of lower 60s, I suggest you bring sweaters of whatever attire will enable us to use our outdoor table with a pergola overhead so we dine al fresco (and ideally not al-CHILLo."

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/10052

I første ombæring er det referencen til de tre børn mellem 6 og 11 år, der tilsyneladende bliver transporteret til the farm in Lovettsville med lige præcis det formål, at fungere som further entertainment i en opvarmet svømmepøl, der har slået mange som dybt mærkværdig og foruroligende.

Med dette som udgangspunkt er mange så gået i gang med at trawle de mange tusinde Podesta-mails på Wikileaks for kode-beskeder, der kunne referere til børnemisbrug.

*

(NOTA BENE: Følgende beskrivelse af pizza-koden er ikke fremstillet med det formål, at kodens eksistens skal slå læseren som overbevisende. Faktisk fremstår den i høj grad som det modsatte. Grunden til at jeg beskæftiger mig med koden er som sagt ikke fordi den er 'vigtig' i sig selv, men fordi den giver et indblik i nogle af de strukturelle vanskeligheder og muligheder i #PizzaGate-sagen. For maksimalt udbytte bør læseren derfor så vidt muligt sætte parentes om spørgsmålet om sagens overordnede troværdighed for nu. Det er nemlig ikke det, det handler om. Det handler om at præsentere en 'nøgle', der gør #PizzaGates bagvedliggende logik tilgængelig. For at bedømme sagens troværdighed på et rimeligt grundlag må man først forstå, hvad den faktisk drejer sig om, og hvordan sagen som helhed er bygget op. Hvis man undlader at forstå sagen ordentligt før man godtager eller afviser den, ender man nemlig ultimativt med at bedømme sin egen umiddelbare opfattelse, snarere end sagen selv. Summa summarum: #PizzaGate kræver tålmodighed).

*

Et løbende tema i de lækkede Podesta-mails er mad, som tilsyneladende er noget, der optager John Podesta meget.

Heriblandt er der mange mails, hvor han tydeligvis også taler om mad på præcis den samme måde, som vi andre gør, når vi koordinerer med konen, hvad vi skal have til aftensmad, eller lignende.

Den slags beskeder er der en del af, og det er der som sådan ikke noget underligt i. Det er jo også den slags ting man finder, når man trawler en stak på mange tusinde e-mails for relevant information: Masser af fuldstændig ordinære korrespondencer om fuldstændigt ordinære ting.

På et tidspunkt er der imidlertid én (eller flere - det er uklart), der bider mærke i følgende: Når Podesta skriver om visse typer mad - navnlig pizza og pasta, men også andre (f.eks. cheese og hot dogs) - er det som om, at der sker noget underligt med sproget. Som om madsnakken pludselig begynder at dreje sig om noget lidt andet, selvom han bliver ved at bruge de samme ord.

Det er sandsynligvis dette, der i første omgang har givet anledning til spørgsmålet, om ord som 'pasta', 'pizza' og 'hot dog' nu også bare refererer til pasta, pizza og hot dogs for John Podesta.

*

FIRE EKSEMPLER (alle sendt til- og ikke af John Podesta).

"Hi John, The realtor found a handkerchief (I think it has a map that seems pizza-related. Is it yorus? They can send it if you want. I know you're busy, so feel free not to respond if it's not yours or you don't want it."

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/32795

"Mary and John

I think you should give notice when changing strategies which have been long in place. I immediately realized something was different by the shape of the box and I contemplated who would be sending me something in the square shaped box. Lo and behold, instead of pasta and wonderful sauces, it was a lovely, tempting assortment of cheeses, Yummy. I am awaiting the return of my children and grandchildren from their holiday travels so that we can demolish them.

(...)

Ps. Do you think I’ll do better playing dominos on cheese than on pasta?"

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/30613

"The next three months are going to be rougher internally than in Beijing. Between 7th and 1600, no fun. Hope you're doing ok. I'm dreaming about your hotdog stand in Hawaii... "

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/30231

"Have to settle for the pasta john gave us at Christmas." (NB: Sendt 1. marts)

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/44232

*

Man må rimeligvis sige, at antagelsen af at en pizza-kode rent faktisk eksisterer, er problematisk fra et metodisk standpunkt: I sidste ende er præmissen nemlig både spekulativ og ekstremt fleksibel.

Hvis man først begynder at lede bevidst efter kode-beskeder i et givent meget omfattende materiale, fordi man har fået at vide at de er der, er sandsynligheden for at man rent faktisk ender med at kunne finde en skjult kode, der giver mening, meget stor.

Om man også finder en kode, som afsenderen selv kender til eksistensen er, er dog et helt andet spørgsmål.

Med #PizzaGate har vi derfor at gøre med en sag, der i udgangspunktet lægger kraftigt op til, at man begynder at se 'spøgelser' i materialet: Ting der ikke nødvendigvis er der, men som alligevel fremstår totalt overbevisende, fordi man i udgangspunktet har sporet sin hjerne ind på at finde lige præcis det (eller noget der minder om).

I første ombæring bør vi derfor først og fremmest spørge os selv, om der overhovedet findes en kode, eller om alting hviler på tankespind.

Det er jo et vigtigt spørgsmål i forhold til at afgøre, om #PizzaGate overhovedet er værd at beskæftige sig med.

Men det er også et spørgsmål, der er så fuldstændig åbenlyst, at mange tilsyneladende glemmer at overveje det helt.

Svaret er da heller ikke så ligetil, som det måske kunne tage sig ud. Teknisk set ved vi nemlig hverken det ene eller det andet med sikkerhed - i hvert fald ikke endnu.

Det bedste man kan gøre er derfor, at opregne sandsynligheder for de forskellige muligheder, og så vidt muligt tage hensyn til den allestedsnærværende risiko for confirmation bias.

*

Formålet med denne blog er så vidt muligt at hitte rede i det materiale, som #PizzaGate bringer for dagen, og løbende vurdere hvor lovende 'beviserne' egentlig er. Fortæller de os rent faktisk noget, eller skal man købe den spekulative grundpræmis fuldstændig ukritisk, for at få det hele til at give mening?

I langt de fleste tilfælde vil der være tale om sandsynligheder pro et contra snarere end fuldstændig entydige og definitive konklusioner.

I modsætning til (nogle) #PizzaGatere (#PGere) mener jeg ikke, at der eksisterer noget der minder tilnærmelsesvis om et stort, sammenhængende og meningsfuldt billede endnu. I hvert fald ikke et billede der relaterer sig til virkeligheden på en åbenlys og utvetydig måde.

Men i modsætning til Mainstream Medierne (MSM) mener jeg heller ikke, at hele sagen er så åbenlyst falsk, at der overhovedet ikke er grund til at overveje den information, som #PGerne bringer for dagen.

For mig at se er det altså både-og og hverken-eller i skrivende stund - og dette er mit udgangspunkt for, hvordan jeg går til #PizzaGate.

På nuværende stade er #PizzaGates større eller mindre betydning definitivt et spørgsmål om øjnene, der ser. Med tiden må sandsynlighederne imidlertid begynde at fremvise visse tendenser i den ene eller den anden retning.

Ved at tage stilling til sagen som den udvikler sig (eller går i stå) håber jeg på selv at få et nogenlunde præcist billede af, hvilken vej vinden blæser, uden om de færdigpakkede fortolkninger der udbydes flittigt fra alle sider.

Jeg vil så vidt muligt afholde mig fra definitive konklusioner, med mindre der er absolut skudsikkert belæg for det, og i stedet forsøge at dokumentere de små eller store forskydninger af sandsynligheds-balancen, efterhånden som sagen skrider frem.

Det kan være fristende, og måske mere umiddelbart emotionelt tilfredsstillende at springe til dramatiske entydige konklusioner, men jeg er overbevist om at det - qua sagens dunkle karakter - er klogere at holde sig i ro, og se hvad der sker.

Ikke mindst fordi at der allerede nu er mange parter, der viser stor interesse i, at man skal acceptere netop deres udlægning af #PizzaGate-fænomenet som den sande.

Dette har alle dage været en så meget desto stærkere grund til at insistere på retten til at forholde sig skeptisk og åben. I hvert fald i min verden.

Hvorfor skulle man acceptere at sandheden er på én bestemt måde, bare fordi der er et kor af stemmer der fortæller én, at man er ignorant hvis man ikke gør det? Hvad nu hvis man går glip af selve sagen, fordi man tror at den allerede er afgjort?

Er det ikke en fare som er værd at tage alvorligt?

*

#PizzaGates kritikere i MSM spørger hvorfor vi overhovedet har grund til at antage, at der skulle være en kode vævet ind i John Podestas personlige e-mail korrespondencer.

Det er ikke noget dumt spørgsmål, for hvorfor skulle vi egentlig tro på det?

Men #PGerne spørger nu omvendt, hvorfor vi ikke skulle tro på, at der er en hemmelig kode, der løber gennem stoffet.

Og omvendt: Hvorfor skulle vi egentlig ikke det?

At kommunikere i kode er jo ikke umuligt. Det er tværtimod set mange gange før blandt folk, der har noget at skjule, at de opfinder et hemmeligt sprog, der muliggøre kommunikation om et forehavende, uden at udenforstående får nys om sagen.

Og det er specielt set mange gange i cirkler omkring magtens tinder, hvor omgangen med fortroligt materiale er en del af de impliceredes hverdag.

Kodesprog er med andre ord en integreret del af den storpolitiske praksis. Det findes allerede i forvejen og bliver anvendt på mange forskellige niveauer af de anklagede parter som en fast del af deres arbejde.

At vi ikke har noget skudsikkert bevis på, at der eksisterer en pizza-kode, er med andre ord ikke et bevis for, at koden ikke eksisterer. Kodens eksistens kan godt sandsynliggøres.

Dette er selvfølgelig et klassisk 'konspirations-argument', fordi det i princippet åbner for, at alting nærmest er muligt. Af samme grund vil der da også være mange, der nægter at tage argumentet alvorligt. De har hørt det for mange gange før i forbindelse med lidet plausible påstande.

Sagen er imidlertid, at argumentet rent logisk holder vand: At vi ikke har noget definitivt bevis for X, er ikke det samme som et bevis på, at X ikke eksisterer. Det er sandt, at det er et argument, der kan bruges som udgangspunkt for mange urimelige postulater, men ikke desto mindre er det ikke nogen fejlslutning.

I sidste ende er det derfor den enkeltes vurdering af, hvorvidt kode-hypotesen er rimelig eller ej, der afgør, om man ser grund til at værdige #PizzaGate interesse.

Tror du på muligheden eller ej?

Det er det spørgsmål, der for alvor betyder noget i første omgang.

*

Selvom både #PGerne og MSM får det til at fremstå som om, at man er mindre begavet, totalt uansvarlig, eller begge dele, hvis man ikke anerkender netop deres side af sagen som den åbenlyst sande og velbegrundede, er det ikke desto mindre problematisk at hoppe ukritisk på den ene eller den anden vogn.

Hvis idéen om at der eksisterer en hemmelig kode centreret omkring madvare-ord såsom pasta og pizza, der bliver brugt af magtfulde mennesker til at kommunikere indbyrdes om organiseret misbrug af børn, slår dig som absurd og meningsløs i udgangspunktet, vil du næppe finde det øvrige #PizzaGate-materiale synderligt overbevisende.

Men hvis du omvendt godtager, at kodens eksistens er en mulighed, vil du sandsynligvis finde dele af det øvrige #PizzaGate-materiale højst tankevækkende, oprivende og stærkt foruroligende.

Hvis du kun har en lille tro på, at koden kunne være virkelig, er der altså god sandsynlighed for, at stoffet vil bestyrke din tro.

Men omvendt er der også en sandsynlighed for, at det manglende definitive bevis (the smoking gun) vil få teoriernes spekulative natur til at stå meget tydeligt for dig, og dette kan omvendt svække troen.

Der er også en sandsynlighed for, at en grundig granskning af stoffet kan overbevise dig om kodens mulige realitet, selvom du måske var skeptisk i udgangspunktet.

Alt er i princippet muligt at tro.

Det er med andre ord komplet umuligt at sige for nuværende, præcis hvilken udlægning af #PizzaGate som du skal godtage. I sidste ende vil det nemlig altid være et spørgsmål om, hvad (og hvem) du vurderer som overbevisende 'kildemateriale'.

Dette forhold er uomgængeligt, og man bør altid holde det in mente når man studerer #PizzaGate og det påståede bevismateriale (eller manglen på samme).

Eller andre fænomener med en iboende logik, der er analog til den vi finder i #PizzaGate for den sags skyld.

*

Selvom #PGerne allerede har ophobet en stor mængde potentielt foruroligende materiale under #PizzaGate-banneret (noget mere overbevisende end andet), er det værd at understrege igen og igen at der (endnu?) ikke er fundet nogen smoking gun: Et klokkeklart bevis på, at der rent faktisk er noget om snakken om en børne-prostitutionsring, der opererer i magtens øverste cirkler.

Der er indicier, men disse er langt fra så skudsikre som de måske tager sig ud, da man blot skal pille ved en enkelt spekulativ grundpræmis for at få korthuset til at skælve faretruende.

Eller som Scott Adams skriver på sin blog: Jeg tror ikke på #PizzaGate i udgangspunktet. Ikke fordi at jeg som sådan finder sagen urimelig, men fordi: "I understad what confirmation-bias is and how powerful it can be".

http://blog.dilbert.com/post/153821538056/about-pizzagate

Adams understreger dog samtidig, at det ikke betyder at sagen ikke er sand - kun at der pt. er megen confirmation-bias involveret i #PGernes tilgang til stoffet.

Kodens eksistens er hverken verificeret eller falsificeret. Begge muligheder eksisterer i skrivende stund: Det kan godt være, at koden findes, men det kan også godt være, at den ikke gør. Vi ved det ganske enkelt ikke.

I den forbindelse er det derfor også vigtigt at huske på, at confirmation-bias ikke er en tilstand, der kun rammer nogle mennesker og ikke andre. Det er et fuldstændig alment menneskeligt fænomen, og både kloge og dumme mennesker lider beviseligt under det.

Confirmation-bias er et indbygget element i den menneskelige bevidsthed. Det handler ikke om intelligens eller om uddannelsesniveau. Det handler om overbevisninger.

Selv meget kloge mennesker kan have overbevisninger, som de vil gå langt hinsides rimelighedens grænser for at holde liv i. Det findes der utallige eksempler på.

Confirmation-bias kan derfor også gå begge veje: #PGerne vil måske nok strække sig langt for at få kode-hypotesen til at fremstå ligeså overbevisende som de selv føler at den er, men hvem siger at MSM (og alle dem der tror på, at det hele bare er Falske Nyheder) ikke vil strække sig præcis lige så langt, for at benægte at koden overhovedet er en mulighed, og at #PizzaGate 'bare' er et klokkeklart eksempel på Falske Nyheder?

I skrivende stund er der ingen fra MSM, der overhovedet har forsøgt at tage #PizzaGate alvorligt, og det kunne vidne om, at man i udgangspunktet tror så fast på Falske Nyheder-vinklingen, at man ikke er villig til at overveje alternativer. Man ved jo allerede hvad det drejer sig om.

Sådan en urokkelig grundindstilling er præcis ligeså spekulativ som den modsatte. Der er jo ikke tale om sund skepsis. Der er tale om en kategorisk afvisning under reference til en meget bestemt forestilling om, hvordan nyhedsmateriale opstår og spreder sig på nettet. Det er to meget forskellige ting.

Derfor kan vi umuligt konkludere, at det ene skulle være mere troværdigt end det andet af én eller anden iboende grund.

Dermed ikke sagt at det er illegitimt at have en mavefornemmelse. Det må man gerne. Og man må endog have lige så kraftig en mavefornemmelse, som man har lyst til.

Man skal bare huske på, at det er det, det er.

Mavefornemmelser. Ikke beviser.

*

Magtbalancen imellem perspektiverne er svær at bestemme præcis på nuværende tidspunkt: På den ene side er der et sug af energi, der går gennem #PizzaGate-miljøerne på nettet i skrivende stund, og der bliver gravet meget materiale frem, stillet mange spørgsmål, og foreslået mange teorier.

Sagen lever.

Ikke mindst er der stadig mange leads, der ikke er blevet undersøgt grundigt endnu, så der er materiale nok til at #PGerne kan holde dampen oppe i god tid endnu (selvom det qua internet-aktivismens kaotiske og decentraliserede natur kan være vanskeligt at bestemme, præcis hvor meget 'energi' der er i den enkelte sag. #PizzaGate er dog klart én af de mere lovende sager).

Samtidig er der mange #PGere, så der er masser af arbejdskraft.

Så længe #PizzaGate ikke producerer en smoking gun, har MSM imidlertid et klart overtag. De er ikke tvungne til at omtale sagen, og når de gør, kan de uden problemer affeje den som endnu et eksempel på Falske Nyheder.

Så længe der ikke er nogle definitive beviser på noget ulovligt, er det nemlig ikke nødvendigt at tage historien alvorligt. Man kan bare gå ud fra, at den ikke er sand, og for hver dag der går uden beviser, kommer MSM-vinklingen til at fremstå mere troværdig.

Samtidig må vi imidlertid huske på sagens specifikke karakter. Først og fremmest anklagernes enorme alvor: Hvis der viser sig at være bare det mindste om snakken, vil MSM, såfremt de holder fast, uundgåeligt komme til at fremstå i et exceptionelt dårligt lys.

Børnemisbrug er noget, der virkelig kan bringe blodet i kog hos mange mennesker, og hvis MSM ultimativt ender i en situation, hvor det fremstår som om, at man forsøger at dække over organiserede pædofile overgreb, betyder det ikke bare faldende oplag og dalende seertal. Det betyder aktiv dæmonisering inklusiv en meget konkret fare for hærværk, trusler, overfald og generel chikane rettet imod de implicerede journalister og bagmænd. Måske endda det der er værre.

Hvis mere konkrete beviser materialiserer sig uden en passende reaktion fra MSM er den umiddelbare fordel i Falske Nyheder-vinklingen altså vendt til en gigantisk ulempe. De vil være tvungne til at kapitulere. Ellers går de under.

Dertil kommer følgende: Hvis der rent faktisk er noget at komme efter i form af digitale spor, børneporno eller andet på nettet, eller på computere og servere som er sårbare overfor hacking, er der rigtig god sandsynlighed for, at #PGerne finder det før eller siden.

Her må vi huske på valgkampen, og de pinlige sager om netop John Podestas e-mails, og ikke mindst den verserende sag om Hillary Clintons private e-mail-server.

På baggrund af disse sager er det nærliggende at konkludere, at en række af de potentielt implicerede parter ikke forstår teknologien bag internettet og helt basal web-sikkerhed særligt godt.

Dette skyldes næppe manglende intelligens så meget som et mindre intimt forhold til internettet qua de impliceredes alder.

John Podesta valgte sandsynligvis at kommunikere via sin Gmail konto af praktiske årsager. Så kunne han få adgang til sine mails overalt, og læse og svare direkte fra sin telefon, fremfor at være afhængig af en mere sikker konto. Sådan én ville jo være langt mere besværlig, da han i så fald ville være afhængige af helt bestemte computere på konkrete fysiske lokationer, og således begrænset i sin bevægefrihed og kommunikationshastighed.

Problemet er bare, at der er en grund til at højtstående embedsfolk ikke bør bruge almindelige e-mail-konti til fortrolige kommunikation. De er nemlig ikke så sikre igen.

Selvom højtstående politikere og embedsmænd altså nok forstår det politiske spil, og er højst kompetente i at navigere i det farvand (inklusiv interaktion med medierne på en effektiv, klog og hjemmevant måde), betyder det altså ikke nødvendigvis, at de ikke samtidig kan være novicer når det kommer til den konkrete informations- og kommunikations-teknologi, som de ellers anvender så flittigt i deres arbejde.

Omvendt har mange #PGere åbenlyst et utroligt hjemmevandt forhold til nettet. De kender teknologien, og ved hvordan man skal bruge den.

Ikke mindst ved mange af dem sandsynligvis også, præcis hvad for nogle sikkerheds-fejl, som mennesker med et mindre intimt kendskab til nettet er tilbøjelige til at begå.

De ved med andre ord, hvordan man kan finde materiale, som andre måske tror er at det er umuligt for udenforstående at få adgang til.

*

Fra et rent medie-perspektiv er det også værd at overveje, at brugerskaren på nettet både er stor, og at den tilmed består af mange unge mennesker, der i højere grad er tilbøjelige til at styre fuldstændig udenom MSM, når det kommer til at finde oplysninger om, hvordan verden hænger sammen.

Sejlivede rygter om organiseret børnemisbrug kan derfor potentielt være til stor skade for ikke bare de implicerede personager, men tillige de magtfulde institutioner (case in point: Det Demokratiske Parti) som anklagerne retter sig imod, med mindre at anklagerne kan tilbagevises fuldstændigt entydigt og 100% klokkeklart.

Dertil kommer at nettet har svømmet med materiale om muligt organiseret børnemisbrug på magtens øverste tinder i årevis, før #PizzaGate blev en realitet.

Hvis en entydig tilbagevisning ikke lader sig gøre, vurderer jeg derfor også, at vi med #PizzaGate kan have at gøre med hjørnestenen til en fremtidig image-katastrofe for store dele af det politiske apparat i Washington DC. Det er en sag som har potentiale til at påvirke den generelle tiltro til det politiske system blandt de unge amerikanere i en ufatteligt negativ retning.

Ikke nødvendigvis fordi sagen i sig selv fremstår meget stærk på nuværende tidspunkt, men fordi den skriver sig ind som sidste kapitel i en lang historie om børnemisbrug og magtens mænd, der lever på nettet, og har gjort det længe, og som specielt tages for gode varer af mange unge mennesker.

Disse unge tager ikke bare historien for gode varer på trods af, at den er nærmest 100% fraværende i de almindelige MSM, men i et vist omfang også fordi at den er det.

Det drejer sig altså ikke kun om, hvorvidt der er kød på anklagerne. Spørgsmålet om hvordan sagen bliver håndteret løbende af MSM er også af stor betydning. Og endelig vurderer jeg altså også, at muligheden for at 'opdage' at lignende anklager allerede eksisterer og strækker sig lang tilbage i tiden, er en potentielt langt mere effektfuld faktor, end mange måske umiddelbart kunne tro.

Det er dog stadig for tidligt at sige hvordan den faktiske udvikling bliver. For nu må vi nøjes med at konstatere, at de potentielle implikationer af #PizzaGate er mange og ganske alvorlige.

*

Som afslutning på denne indledende skitse af #PizzaGate-fænomenet vil jeg derfor besvare overskriftens spørgsmål (hvad er #PizzaGate) på følgende måde:

#PizzaGate er enten en gigantisk politisk skandale eller en storm i et glas vand.

I skrivende stund vurderer jeg, at sandsynligheden for det første er større end sandsynligheden for det sidste. Det gør jeg først og fremmest af følgende årsager.

1. Hvis der forgår organiseret børnemisbrug på magtens tinder i Washington DC, så er der god sandsynlighed for, at #PGerne har evnerne og vedholdenheden til at finde inkriminerende materiale via deres arbejde. Mange af dem forstår sandsynligvis computere bedre end de anklagede, der omvendt bruger computere og telefoner meget flittigt til intern kommunikation, og således trækker en del digitale spor.

2. Hvis der ikke foregår organiseret børnemisbrug på magtens tinder i Washington DC, så er der stadig god sandsynlighed for, at anklagerne får betydeligt langvarig negativ indflydelse på de implicerede personers og organisationers image, på en måde som kan være til store skade for eksempelvis det Demokratiske Parti i fremtiden. Dertil kommer naturligvis, at deres image i forvejen er enormt dårligt blandt 'internet-folket'.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at #PizzaGate-undersøgelserne kommer til at afdække inkriminerende materiale af en helt anden art. Det kan med andre ord godt være at #PGerne ultimativt ikke finder det snavs, som de leder efter - men det udelukker jo langt fra, at der ikke er andet snavs de kan finde, og at det potentielle snavs også kan være til skade for de anklagede.

Samtidig hænger sandsynligheden for en lykkelig afslutning på #PizzaGate for MSM og for det politiske system ikke bare på, at anklagerne faktisk er falske: Det er mindst ligeså vigtigt at man kan vise at anklagerne er falske på en overbevisende måde, og at man formår at håndtere sagen på en klog måde, mens den verserer.

De foreløbige reaktioner tegner dog for mig at se ikke lovende.

MSMs Falske Nyheder-vinkling skal ses i tandem med den #PizzaGate-censur, som er forgået på navnlig Reddit og Twitter, hvor meget #PizzaGate-relateret materiale allerede er blevet slettet eller redigeret. Samtidig er der den sideløbende politiske interesse i at gøre op med Falske Nyheder (se næste indlæg): En interesse der kommer til udtryk hos mange repræsentanter for netop det establishement, som #PizzaGate er et angreb på.

Vinklingen om Falske Nyheder fremstår med andre ord højst suspekt for mange i udgangspunktet, og selv hvis MSM viser sig at kunne verificere denne vinkel i fremtiden, er der god sandsynlighed for, at mange vil nægte at godtage den alligevel.

Jeg hævder ikke at sagen ikke kan udvikle sig anderledes, for det er som bekendt vanskeligt at spå - specielt om fremtiden.

Det er dog sådan den ser ud for mig lige nu.

Tak fordi du læste med!

catch you on the flip-side